Sammendrag
Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvar søger om 25.000 kr. fra Ballerup Kommunes § 18-pulje til rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune samt til certificering og understøttelse af lokale læseteams.
Det indstilles, at ansøgningen fra Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvar til rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune samt til certificering og understøttelse af lokale læseteams imødekommes med 10.000 kr. Det indstilles endvidere, at tilskuddet fordeles således, at der ydes tilskud på 5.000 kr. til rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune samt 5.000 kr. til certificering og understøttelse af lokale læseteams (jf. det indsendte aktivitetsbudget).
Baggrund
Kommunerne er ifølge servicelovens § 18 forpligtet til at afsætte et årligt beløb til støtte af det frivillige sociale arbejde. Formålet er at styrke samarbejdet og samspil mellem kommunen og det frivillige sociale arbejde, og ikke mindst det forebyggende arbejde. Den økonomiske støtte skal rette sig mod den del af det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er afgørende, men der kan også afsættes midler til løn for at understøtte den frivillige sociale indsats. Midlerne støtter også udvikling af nye felter inden for frivilligt arbejde og synliggørelse af det frivillige arbejde.
Staten yder et bloktilskud til frivillige sociale formål, hvorfra kommunen beslutter, hvilke indsatser der først skal imødekommes fra bloktilskuddet. Når disse indsatser er besluttet, er resten af bloktilskuddet i Ballerup Kommune henlagt til § 18-puljen.
Sagsfremstilling
Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvar søger om 25.000 kr. fra Ballerup Kommunes § 18-pulje til rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune samt til certificering og understøttelse af lokale læseteams.
Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvars har et samlet budget på 1.009.800 kr for 2024. Der søges om tilskud på 25.000 kr. - fortrinsvist til certificering og understøttelse af lokale læseteams i regionen samt til rekruttering af nye læseteams i Ballerup.
Der er i skrivende stund ét certificeret team i Ballerup, som afvikler såkaldte læsestunder på Ballerup Bibliotek. Nanna og hunden Buddy blev certificeret som læseteam i november 2023 og har siden da og frem til skolesommerferien 2024 gennemført syv læseforløb med børn i Ballerup Kommune via samarbejdsaftalen med Ballerup Bibliotek. Der er derudover ni forældre, der har anmodet om opstart af et Læsehundeforløb for deres børn.
I ansøgningen har foreningen angivet, at de ikke modtager § 18-tilskud fra andre kommuner til samme aktivitet, som der søges om midler til fra Ballerup Kommune. Kontaktpersonen i Fonden for Socialt Ansvar har den 16. august over telefon mundtligt præciseret, at ansøgningen om 5.000 kr. i tilskud til rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune er en Ballerup-specifik aktivitet, hvilken der ikke søges om tilskud til andetsteds.
Foreningen kan dog ikke garantere, at den anden aktivitet, Certificering og understøttelse af lokale læseteams, hvortil der ansøges om 20.000 kr., vil målrettes Ballerup Kommune, idet denne aktivitet beror på, hvor nye interesserede frivillige fra regionen kommer fra. Desuden ansøger de også om § 18-tilskud hos andre kommuner til denne aktivitet.
Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvar har to gange tidligere søgt om tilskud fra Ballerup Kommunes § 18-pulje. De ansøgte i forbindelse med ansøgningsfristen den 15. august 2023 og den 1. december 2023 om 20.000 kr. til etablering af læsehundeprojektet i Ballerup Kommune. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i forbindelse med behandlingen af begge ansøgninger, at ansøgningerne stilledes i bero til der er indgået aftale med skoleområdet i Ballerup Kommune om at bruge læsehunde. Læsehunde – Fonden for Socialt Ansvar har siden indsendelsen af disse to ansøgninger indgået aftale med Ballerup Bibliotek, men dog ikke med skoleområdet i kommunen.
Administrationen indstiller, at Læsehunde - Fonden for Socialt Ansvar modtager et § 18-tilskud fra Ballerup Kommune, idet foreningens frivillige sociale aktiviteter har relevans for en særligt udsat målgruppe samt fordi, foreningen siden de seneste to ansøgninger til Ballerup Kommune, som begge er blevet sat i bero grundet fravær af aktiviteter i Ballerup, nu har opstartet aktiviteter i Ballerup Kommune. Idet foreningen ikke kan garantere, at aktiviteten, Certificering og understøttelse af lokale læseteams, vil blive øremærket til certificering af lokale læseteams i Ballerup Kommune, indstilles det, at denne aktivitet kun imødekommets delvist. Ansøgningen om tilskud til foreningens anden aktivitet, rekruttering af nye læseteams i Ballerup Kommune, indstilles imødekommet helt, idet denne vurderes at have særlig relevans for borgere i Ballerup Kommune.
Om Læsehunde
Læsehundes formål er, at øge børns læselyst. Børn i 1.-5. klasse med læseudfordringer og manglende læselyst tilbydes et forløb med en læsehund for at styrke lyst og motivation til at træne læsningen.
Læsehunde blev stiftet i 2014 af fem ildsjæle med baggrund i læsning, bibliotek og hundeadfærd. I dag tæller indsatsen tæt på 150 frivillige læseteams (hund og fører) og har indtil videre hjulpet mere end 2.000 børn med læseudfordringer. I 2022 blev Læsehunde en del af Fonden for Socialt Ansvar for at styrke indsatsen organisatorisk og nå i mål med ambitionen om at vækste med læseteams og være til stede i alle landets kommuner.