Sammendrag
Sagen er til orientering og drøftelse
Kommunalbestyrelsen orienteres om de magtanvendelser der har været indberettet i 2022 og 2023 på sundheds- og ældreområdet. Opgørelsen for 2022 indgår, da opgørelsen for 2022 ved en fejl ikke blev sendt videre til Kommunalbestyrelsen. I lighed med opgørelsen på socialområdet, sendes sagen efter behandling i fagudvalget til orientering i de relevante råd.
Opgørelsen sendes til orientering i Seniorrådet og Handicaprådet
Baggrund
Kommunalbestyrelsen orienteres en gang årligt om magtanvendelser på udvalgets ressortområde.
Registrering og indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten foretages efter serviceloven kap. 24 og 24a.( §§ 124c,124d,125,128b,128c og 136a) samt indgreb foretaget i nødret og nødværge.
Formålet er, at der løbende kan vurderes, om der er behov for faglig og ledelsesmæssig opfølgning. I serviceloven er der desuden krav, om at der én gang årligt forelægges en beretning til Kommunalbestyrelsen om udviklingen på området.
Sagsfremstilling
Hvad er magtanvendelser?
Magtanvendelser foretages i situationer, hvor en beboer er til fare for sig selv eller andre. Det kaldes også magtanvendelse, når medarbejderne regelmæssigt bruger alarmer, GPS-systemer eller andre hjælpemidler. Som hovedregel bruges magtanvendelser i situationer, hvor borgeren ikke samtykker. Ofte er der i situationen, eller efterfølgende, en god forståelse og relation mellem medarbejderen og borger, som er involveret.
Vi opererer med to typer af magtanvendelser.
- En akut magtanvendelse, hvor en medarbejder handler i en ikke forudset situation.
- Forhåndsgodkendte magtanvendelser, hvor der dagligt arbejdes med borgeren.
Pligt til at følge udviklingen
Ballerup Kommune har pligt til at følge udviklingen i anvendelsen af magt, og andre indgreb i den personlige frihed, i forhold til egne borgere på ældreområdet.
Formålet er, at det løbende kan vurderes, om der er behov for faglig og ledelsesmæssig opfølgning. I serviceloven er der desuden krav om, at der én gang årligt forelægges en beretning til Kommunalbestyrelsen om udviklingen på området.
Et tværfagligt udvalg, Myndighedsgruppen, behandler den enkelte indberetning, og træffer afgørelse om, magtanvendelsen kan godkendes. I Myndighedsgruppen sidder fagprofessionelle fra ældreområdet i Center for Voksne og Sundhed.
Magtanvendelser på ældreområdet
På ældreområdet var der i 2022 i alt 5 indberetninger om akut magtanvendelse og 330 indberetninger på forhåndsgodkendte magtanvendelser. I 2023 var der 2 indberetninger om akut magtanvendelse, og 123 indberetninger på forhåndsgodkendte magtanvendelser. Der er sket et fald i antallet af magtanvendelser på ældreområdet. Dette er en effekt af, at der i 2023 blev der iværksat en øget indsats i forebyggelse af magtanvendelser herunder:
- at sprede viden og brugen af de faglige metoder fra Demensrejseholdet.
- hente sparring hos de faglige ressourcepersoner i Demensorganisationen.
- undervisning i nænsom nødværge på alle plejehjem - en metode hvor borger guides væk fra konflikten.
Der vil fortsat være et fokus på forebyggelse af magtanvendelser. Her er der er primært 2 parametre som skal understøttes løbende.
- Medarbejdernes kompetencer
- Kontinuerlig fokus og sparring i borger forløbet
Medarbejdere bliver løbende undervist, 3- 4 gange årligt, i temaer fra demensrejseholdet, magtanvendelse - herunder etik og værdier samt praksisnære dilemmaer.
Der arbejdes ligeledes med relationer og bevidst brug af kropssprog overfor borgerne.
Demensressourcepersonerne på plejehjemmene spiller en væsentlig rolle i det daglige arbejde i forhold til fokus og sparring:
- Synlighed i det borgernære arbejde for medarbejderne i forhold til sparring i konkrete situationer.
- Involvering i indflytningsforløbet og deltagelse i beboerkonferencer hos borgere, hvis der opleves en uhensigtsmæssig adfærd.
- Sparring til kontaktpersonerne i udarbejdelsen af socialpædagogiske anvisninger.
Det er ikke et mål i sig selv at nedbringe antallet af magtanvendelser til nul, idet magtanvendelser kan være nødvendige af hensyn til beboernes tryghed. Manglende handling kan resultere i, at borgerne på ældreområdet oplever omsorgssvigt. Det er afgørende, at episoderne indberettes, evalueres og drøftes i personalegruppen. Målet er at forebygge disse hændelser, og her er medarbejdernes viden og kompetencer afgørende.
Der således fokus på magtanvendelsesområdet i hele Center for Voksne og Sundhed, og magtanvendelse vil aldrig kunne undgås helt, da sygdom kan komme til forskelligt udtryk.
Socialudvalget er blevet forelagt en tilsvarende orienteringssag om magtanvendelsessager på Socialudvalgets ressortområde. Kommunalbestyrelsen vil blive forelagt en samlet sag for magtanvendelser for Socialudvalgets samt Sundheds- og Ældreudvalgets ressortområder, når sagerne har været behandlet i Handicaprådet, Psykiatriudvalget og Seniorrådet.