Der forelægges forslag om, at der åbnes for benyttelse af og adgang til både åbne lokaler og lokaler for foreninger, herunder politiske foreninger, på Ballerup Bibliotek.
Baggrund
Kultur- og Fritidsudvalget har på mødet den 13. maj 2014, punkt 7 behandlet de politiske partiers/foreningers brug af Ballerup Bibliotekernes ressourcer og fysiske rammer. På møde den 10. juni 2014, punkt 9, behandlede Kultur- og Fritidsudvalget en præcisering af reglerne for de politiske partiers/foreningers brug af Ballerup Bibliotekernes ressourcer og fysiske rammer.
I retningslinjerne for 2014 var der to typer lokaler på Ballerup Bibliotek - det åbne biblioteksrum og lokaler med særskilt adgang. Det blev besluttet, at det er biblioteket, som afholder politiske debatmøder i det åbne biblioteksrum. Lokaler med særskilt indgang kan alle foreninger låne, herunder politiske foreninger, til både åbne og lukkede arrangementer.
Ballerup Bibliotek har været under ombygning, og der findes ikke længere lokaler med særskilt indgang.
Sagsfremstilling
I de nuværende retningslinjer fra 2014 for lån af lokaler på biblioteket hedder det, at: "... aktiviteter (kan) i det åbne biblioteksrum kun arrangeres af Ballerup Bibliotekerne. Hvis aktiviteterne har politisk karakter - generelt og særligt ved valg arrangerer Ballerup Bibliotekerne selv politiske debatmøder. I de tilfælde er praksis, at alle registrerede politiske partier inviteres og dermed får en mulighed for at stille op med en repræsentant til mødet".
Såfremt en politisk forening - eller anden forening - har ønsket at afholde møder/arrangementer på Ballerup Bibliotekerne til enten åbne eller lukkede møder, har det været muligt via lokaler med særskilt adgang.
Da ombygningen af Ballerup Bibliotek har medført, at der ikke længere er lokaler med særskilt indgang, fremlægges forslag om ændring af reglerne, som muliggør politiske foreningers lån af lokaler på alle bibliotekerne. Center for Skoler, Institutioner og Kultur bemærker, at der på de to kulturhuse i Skovlunde og Måløv fortsat forefindes "åbne lokaler" og lokaler med særskilt adgang.
Gældende regler
På Ballerup Bibliotekerne findes to typer lokaler:
1. Det åbne biblioteksrum (alle rum, hvor der er åbent for offentligheden)
Aktiviteter i det åbne biblioteksrum kan kun arrangeres af Ballerup Bibliotekerne. Hvis aktiviteterne har politisk karakter - generelt og særligt ved valg arrangerer Ballerup Bibliotekerne selv politiske debatmøder. I de tilfælde er praksis, at alle registrerede politiske partier inviteres og dermed får en mulighed for at stille op med en repræsentant til mødet.
2. Lokaler, der har særskilt indgang og kan lånes af alle
Disse lokaler har separat adgang, er adskilt fra de åbne biblioteksrum og der kan holdes både åbne og lukkede møder. Aktiviteter af almen interesse kan arrangeres i disse lokaler af alle, det vil sige: Ballerup Bibliotekerne, foreninger - herunder politiske foreninger - samt alle andre borgere. Møder/arrangementer kan både være åbne og lukkede
Forslag til nye retningslinjer
Med baggrund i de ønskede ændringer og omindretning af Ballerup Bibliotek, foreslås retningslinjerne for brug af lokaler i Ballerup Bibliotek, Kulturhus Måløv og Skovlunde Kulturhus ændret til nedenstående:
Arrangementer i de åbne biblioteksrum arrangeres primært at Ballerup Bibliotekerne.
Hvis aktiviteterne har politisk karakter – generelt og særligt ved valg, arrangerer Ballerup Bibliotekerne politiske debatmøder. I de tilfælde er praksis, at alle registrerede politiske partier inviteres og dermed får mulighed for at stille med en repræsentant.
Lokale foreninger, herunder politiske foreninger, kan låne både åbne og lukkede lokaler til aktiviteter. Åbne rum er karakteriseret ved at være en integreret del af biblioteket. Lukkede lokaler er adskilt fra biblioteksrummet.
For politiske foreningers brug af åbne lokaler gælder, at foreningerne forpligter sig på at skabe arrangementer med indhold af almen interesse, med et folkeoplysende sigte og med flere synspunkter repræsenteret. Politisk agitering er ikke tilladt.
Følgende lokaler stilles til rådighed:
- Ballerup Bibliotek: Sal 2 (åbent rum), Caféen (åbent rum), laboratoriet (lukket rum)
- Skovlunde Kulturhus: Salen samt møderum 1 og 2 (lukkede rum)
- Kulturhus Måløv: Salen (lukket rum).
Booking og annoncering
Lokalerne bookes via Ballerup Bibliotekerne onlinebooking: https://balbib.halbooking.dk/proc_intro.asp. Ballerup Bibliotekerne lægger arrangementer afholdt af foreninger på bibliotekets hjemmeside: bib.ballerup.dk. Øvrig markedsføring er foreningerne selv ansvarlige for.
Karensperiode i forbindelse med valg
I forbindelse med valg, henvises til gældende regler omkring bibliotekerne som afstemningssted.
For at bevare Ballerup Bibliotekernes neutralitet, indføres der i forbindelse med valg følgende karensperioder, hvor de politiske foreninger ikke kan afholde arrangementer:
- To måneder inden afholdelse af planlagte valg som kommunal- og regionsrådsvalg samt valg til Europaparlamentet
- For ikke planlagte valg og ved udskrivelse af valg (allerede planlagte arrangementer aflyses ved udskrivelsen af valget).
I karensperioden er det udelukkende Ballerup Bibliotekerne, der kan arrangerer valgmøder og lignende.