Sammendrag
Status på aktiviteter i sæson 2016/17 forelægges til orientering og forslag til fremtidig profil for Ballerup Super Arena forelægges til godkendelse.
Baggrund
I forlængelse af drøftelse af strategi og investeringsplan for Ballerup Idrætsby i Kultur- og Fritidsudvalget den 17. januar 2017, præsenteres status for sidste sæsons aktiviteter i Ballerup Super Arena samt fremadrettet profil.
Sagsfremstilling
Ballerup Super Arena har i 2017 haft fire grundlæggende aktiviteter:
- Lokale foreningers daglige træning
- Lokale foreningers stævner og arrangementer
- DCU kraftcentertræninger
- Venue for større arrangementer og events.
Den primære foreningsaktivitet med træning og stævner foregår i perioden fra september til maj måned. For de forskellige idrætsgrene varierer sæsonens længde, hvorfor aktivitetsniveauet også varierer. Efterspørgsel på venuekapacitet til afholdelse af arrangementer som konferencer, messer og koncerter sker i samme periode. Efterår/vinterperioden er således højsæson for både foreningsaktivitet og udlejning/events.
For i højere grad at udnytte Ballerup Super Arenas særlige position som specialfacilitet for cykling, samt kapaciteten for afholdelse af store arrangementer og events, er det, med afsæt i sidste sæsons erfaringer, administrationens intention, at øge antallet af idrætsevents og arrangementer, der kan markere Ballerup Kommune som en driftig og nytænkende idræts-, kultur- og erhvervskommune.
Sæson 2016/17 - status:
Foreningsaktivitet
I sæson 2016/17 har følgende foreninger haft træningsaktivitet i Ballerup Super Arena: Ballerup Atletik Klub, Ballerup Badminton Club, BMS Basket, Dansk Bicykle Club (DBC), Dansk Cykel Ring (DCR), Ballerup Gymnastik Forening, Ballerup Skovlunde Fodbold, Måløv Badminton Klub og Tapeten Senior Volley.
- Der var i sæson 2016/17 foreningsaktivitet alle ugens dage i efterår/vinterperioden.
- Der var i sæson 2016/17 ca. 1.500 timers cykling.
- Fodbold, badminton, volleyball, atletik og gymnastik har gennemsnitligt haft 21 timers ugentlig aktivitet på inderkredsen.
- I vinterperioden blev 23 hele dage brugt til enkeltforeningers stævner og særtræninger (11 af disse var DBC-cykelstævner).
DCU/Team Danmark kraftcenter
Ballerup Super Arena fungerer som kraftcenter for Danmarks Cykle Union og Team Danmark. I sæson 2016/17 har DCU og Team DK afholdt 154 timers træning. DCU-træningssamlinger bliver i denne sammenhæng prioriteret over foreningsaktivitet og udlejning, hvis datoerne er kendt op til 2 måneder før.
Arrangementer
Ballerup Super Arena har i sæsonperioden 2016-17 udlejet arenaen til 10 større arrangementer, fordelt på:
- 4 sportsarrangementer
- 2 kulturarrangementer
- 4 erhvervsarrangementer.
Arrangementerne har optaget Ballerup Super Arena i 45 dage, eller 18 pct. af den samlede tid over året, medregnet dage til opbygning og nedtagning.
Der har desuden været afholdt 40 indtægtsgivende cykelarrangementer til private. Disse har ikke medført aflysninger af foreningsaktivitet, da de lægges på ledige tider ad hoc.
Udnyttelsesgrad
Siden Ballerup Kommune reelt overtog hele driften af Ballerup Super Arena i 2015, har administrationen arbejdet med at maksimere udnyttelsen af arenaen og arenaens servicering af brugere/gæster, hvilket er lykkes. Det er administrationens vurdering, at potentialet for foreningsaktivitet er fuldt udnyttet i efterår/vinterperioden med den op- og nedtagning af udstyr, bander og net, de forskellige aktiviteter kræver, samt de nuværende muligheder for selvbetjent adgang og booking.
Økonomi/indtjening
I forhold til indtjening er der forskel på de tre typer/kategorier: Sports-, kultur- og erhvervsarrangementer.
Det er primært de "lukkede" erhvervsarrangementer, som messer og konferencer, der i sidste sæson har generet en positiv indtjening for Ballerup Super Arena. De kulturelle arrangementer, der har været afholdt, balancerer grundlæggende med et mindre plus på økonomisiden. I modsætning hertil er idrætsevents, som EM i Derny og BMS Basketball ligakampe, begivenheder der ikke er indtægtsgivende, hvorfor Ballerup Super Arena sikrer afholdelsen via driftsbudgettet.
Indtægter fra erhvervsarrangementerne er således med til at muliggøre afholdelsen af de kategorier af arrangementer, der ikke har direkte økonomisk værdi, men en høj kulturel-, borger- eller brandværdi.
Erfaringerne med udlejning af Ballerup Super Arena i sidste sæson, samt den forbedrede servicering af brugere/gæster indikerer, at der er potentiale for tiltrækning af flere begivenheder med national og international profil samt flere indtægtsgivende arrangementer i Ballerup Super Arena.
Forslag til profil
I sæson 2016/17 var det et overordnet mål at sikre værdi via et spekter af arrangementer over året. Dette gav en relativ stor spredning med hensyn til typen af arrangementer, gæster og arrangører, men også en noget uklar profil for arenaen. For at kunne skabe en klar profil, samt øge aktivitetsniveauet og kvaliteten af de arrangementer, der afholdes i arenaen, vil Ballerup Super Arena fremadrettet prioritere og fokusere på de områder, hvor arenaens grundlæggende styrker ligger: Cykling, stævner og arrangementer.
Ballerup Super Arena vil i den sammenhæng arbejde på at:
- Udbygge Ballerup Super Arenas unikke position som Danmarks Velodrom, som centrum for cykling og cykelarrangementer
- Tiltrække og afholde seks til otte idrætsarrangementer hvert år med et regionalt eller nationalt sigte og gennemslag
- Tiltrække store idrætsevents på internationalt niveau
- Være koncertvenue for fire til seks koncerter med artister på nationalt og internationalt niveau
- Være messe- og konferencevenue for tre til fire arrangementer årligt
- Fortsat huse foreningstræning.
Det er administrationens vurdering, at en klarere profil for Ballerup Super Arena centreret omkring cykling, afholdelse af lokale klubbers stævner, nationale og internationale idrætsevents, koncerter og erhvervsarrangementer, vil give flere oplevelser for Ballerup Kommunes borgere og bidrage til en øget positiv opmærksomhed omkring Ballerup Super Arena og Ballerup Kommune generelt.
Øgede udgifter i forbindelse med afholdelse af flere stævner og sportsarrangementer vil økonomisk kunne balanceres gennem en tilsvarende øget aktivitet og indtjening med hensyn til erhvervsarrangementer samt koncerter. Indtjening fra erhvervsarrangementer og afholdelse af koncerter vil således bidrage til at understøtte det lokale foreningsliv og sikre sportsoplevelser til Ballerup Kommunes borgere.
Ved at øge antallet af arrangementer med fokus på publikumsværdi, langsigtet potentiale og økonomisk rentabilitet, har Ballerup Super Arena således mulighed for at styrke indtjening og brandværdi for Ballerup Kommune.
Lykkes det at opfylde den strategiske intention om at tiltrække yderligere idrætsevents, virksomhedsarrangementer og koncerter, betyder det flere hele dage prioriteret til arrangementer end i sidste sæson. Samlet set i størrelsesordenen 15-20 dage yderligere fordelt over sæsonen. For foreninger med daglig træning i Ballerup Super Arena, vil det betyde en reduktion af tilgængelige timer til træning. Da foreningerne ikke har træningsdage og timer fordelt jævn over ugen og året vil gennemslaget variere. DBC vil, da de har træning hver dag, være den forening, der vil opleve det største gennemslag.