Sammendrag
Socialtilsynets konklusion er, at Opgangsfællesskabet Skolehaven i Ballerup fortsat har den faglige relevante kvalitet, og at der er tale om et velfungerende tilbud til målgruppen.
De faglige tilgange og metoder, der anvendes, er relevante i forhold til målgruppens behov og forudsætninger, og socialtilsynet vurderer at medarbejderne har den rette uddannelse og erfaring i forhold til at arbejde med målgruppen.
Afrapporteringen fremlægges til orientering.
Baggrund
Tilsynet med kommunernes aflastnings- og botilbud varetages af socialtilsynet. Socialtilsyn Hovedstaden har gennemført et anmeldt tilsyn på Opgangsfællesskabet Skolehaven den 26. oktober 2016.
Opgangsfællesskabet Skolehaven er et socialpsykiatrisk opgangsbofællesskab med plads til 18 beboere mellem 18 til 85 år. Målgruppen er præget af angst, depression, forandret virkelighedsopfattelse og personlighedsforstyrrelse.
Opgangsfællesskabet Skolehaven er et tilbud oprettet efter almenboliglovens § 105, hvor borgerne modtager støtte efter servicelovens §§ 83 (personlig og praktisk hjælp) og 85 (socialpædagogisk vejledning).
Sagsfremstilling
Socialtilsynet vurderer samlet set, at Opgangsfællesskabet Skolehaven fortsat har den fornødne kvalitet i forhold til kvalitetsmodellens temaer, og at der er tale om et velfungerende tilbud til målgruppen.
Opgangsfællesskabet Skolehavens faglige tilgange er kognitiv, miljøterapeutisk, recovery-understøttende, rehabilterende og sociallæring. Metoderne er kognitiv, ressourcefokuserende og anerkendende pædagogik, socialfærdighedstræning, jeg-støttende-samtale og motiverende samtaler.
Det er socialtilsynets vurdering, at Opgangsfællesskabet Skolehaven anvender faglige tilgange og metoder, som er relevante i forhold til målgruppens behov og forudsætninger. Samlet set har medarbejderne uddannelse og erfaring, som modsvarer målgruppens behov.
Socialtilsynet vurdrer desuden, at tilbuddets indsats tager udgangspunkt i individuelle mål, som opstilles i samarbejde med borgerne. Socialtilsynet er opmærksom på, at ikke alle borgere har fået udarbejdet en kommunal handleplan i henhold til servicelovens § 141 (serviceloven omkring handleplaner og indsatser). Det er korrekt og det skyldes hovedsageligt, at der i forbindelse med overgangen til nyt dokumentationssystem nu udarbejdes indsatsplaner i Nexus. Disse planer har samme formål som handleplanerne. Der er aktuelt en beboer, som hverken har handleplan eller indsatsplan, hvilket der følges op på.
Socialtilsynet vurderer, at der på Opgangsfællesskabet Skolehaven er en indarbejdet faglig kultur, som betyder at især de yngre borgere motiveres til at søge relevant uddannelse og aktiviteter som alternativ til førtidspension. Det vurderes, at Skolehaven understøtter, at borgerne i meget høj grad indgår i sociale relationer og lever et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov.
Opgangsfællesskabet Skolehaven er i gang med at implementere nyt dokumentationssystem, og socialtilsynet vurderer, at tilbuddet aktuelt kun til en vis grad systematisk kan dokumentere indsats, evaluering opsamling og faglig refleksion, til gavn for egen læring og forbedring af indsatsen og for alle borgere i tilbuddet.
Socialtilsynet vurderer, at de interviewede borgere trives i tilbuddet. Der er en god tone mellem borgere og medarbejdere, og socialtilsynet observerer under tilsynsbesøget, at medarbejderne fremstår reflekterende og begejstret fortæller om dagligdagen i tilbuddet.
Socialtilsynet er i den forbindelse opmærksom på, at de personalemæssige ressourcer i tilbuddet er tilrettet tilbuddets økonomiske rammer, og at denne proces har afstedkommet ledelsesmæssige udfordringer i forhold til at understøtte tilbuddets drift og udvikling. Det er Socialtilsynets vurdering, at der fortsat skal være et ledelsesmæssigt fokus på at håndtere denne situation.
Socialtilsynet godkender tilbuddets budget for 2017.
Opmærksomhedspunkter
Opgangsfællesskabet Skolehaven har tidligere været godkendt med vilkår omkring en tydeliggørelse af tilbuddets juridiske konstruktion. Socialtilsynet opstiller i den forbindelse som opmærksomhedspunkt, at alle borgerne snarest revisiteres i henhold til servicelovens § 85 (socialpædagogisk støtte).
Handicap og Psykiatri har gjort socialtilsynet opmærksom på, at samtlige beboere, som er Ballerup-borgere, er revisiteret, samt at de to kommuner, som har borgere på Opgangsfællesskabet Skolehaven, er opfordret til at revisitere "deres" borger, hvilket den ene kommune har gennemført. Ballerup Kommune har påny rettet henvendelse til den kommune, som mangler at gennemføre revisitationen.
Socialtilsynet opstiller som opmærksomhedspunkt, at tilbuddets ledelse tager initiativ til at undersøge og iværksætte, hvordan tilbuddets netopkobling til brug for dokumentationen kan sikres. Socialtilsynet observerede under tilsynsbesøget, at PC'ere, opkoblet på Ballerup Kommunes net, reagerede temmelig langsomt og sprang af nettet. Dette giver en uhensigtsmæssig platform for dokumentation samt tager unødige ressourcer fra medarbejderne.
Socialtilsynet anbefaler Opgangsfællesskabet Skolehaven
Socialtilsynet ser, at tilbuddet med fordel kan dokumentere metodevalg og resultater til brug for den faglige læring og forbedring af indsatsen.
Socialtilsynet anbefaler, at tilbuddets ledelse tager initiativ til at opdatere tilbuddets oplysninger under fanerne "Faggrupper" og "Normering"på Tilbudsportalen, så de korrekte tal fremgår.
Ledelsen på Opgangsfællesskabet Skolehaven har udarbejdet en handleplan for det arbejde, der skal igangsættes på baggrund af socialtilsynets anbefalinger og opmærksomhedspunkter.
Afrapporteringen har været i høring i Handicaprådet, og høringssvar vedlægges sagen som bilag.