Sammendrag
Første budgetopfølgning for 2019 og opfølgning på "Aftale om budget 2019" forelægges hermed til godkendelse.
Ballerup Kommune har overordnet en sund og robust økonomi, hvor målene i den økonomiske strategi vedrørende overskud på de løbende poster, likviditet og gæld overholdes. Ballerup Kommunes overholdelse af service- og anlægsrammer er derimod udfordret. På servicerammen skyldes presset stigende udgifter på det specialiserede børneområde samt stigende udgifter til daginstitutionsområdet grundet et stigende børnetal i kommunen. De stigende udgifter til daginstitutionsområdet som følge af demografiregulering kan grundet en række mindreforbrug på andre rammer godt rummes inden for servicerammen. Mens udgiftspresset på det specialiserede børneområde ikke kan rummes inden for servicerammen, hvorfor der kræves beslutninger om modgående opbremsning af serviceudgifter bredt i kommunen.
På anlægsrammen skyldes presset et stort antal anlægsprojekter i forhold til Ballerup Kommunes anlægsramme, hvorfor der skal udskydes anlægsprojekter til de kommende år for at sikre budgetoverholdelse.
Baggrund
I henhold til "Tidsplan for budgetlægningen 2020, budgetopfølgningerne 2019 og regnskabsaflæggelsen 2018" skal de enkelte fagudvalg behandle opfølgning på budget 2019 tre gange årligt og "Aftale om budget 2019" fire gange.
Sagsfremstilling
Den økonomiske strategi er overholdt ved første budgetopfølgning 2019, dog under forudsætning af en nødvendig opbremsning af udgifter inden for servicerammen samt udskydning af anlægsprojekter, jf. særskilte sager på Økonomiudvalgets møde.
Risikoområder på driftsbudgettet
Pædagogisk psykologisk rådgivning (30.33):
Rammen er udfordret af et udgiftsniveau, som ligger over budgettet. Særligt har der været tale om en stigende tyngde blandt de unge, som er visiteret til specialundervisning samt forøgede udgifter til undervisning i forbindelse med dagbehandlingstilbud. Der forventes i forbindelse med nærværende første budgetopfølgning i 2019 et merforbrug på rammen på ca. 5 mio. kr. Merforbruget forventes dog dækket inden for Center for Skoler, Institutioner og Kulturs samlede rammer.
Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet (30.46):
Rammen er markant udfordret, og der forventes et merforbrug inden for servicerammen på op mod 25 mio. kr. i 2019. Heraf kan en mindre del håndteres inden for rammen, hvorfor der lægges op til en nødvendig opbremsning af udgifter inden for servicerammen for at overholde denne, jf. særskilt sag på Økonomiudvalgets møde. Udfordringerne på ramme 30.46 viser sig både på det indgribende område og på det forebyggende område. Generelt for området ses der siden 2017 et øget antal underretninger med efterfølgende flere børnefaglige undersøgelser, der munder ud i flere aktive indsatser. Der er tale om en øgning af 100 flere forløb i løbet af 2018.
For at skabe en opbremsning indføres der bl.a. et midlertidigt bevillingsudvalg, hvor alle indsatser/bevillinger skal godkendes ledelsesmæssigt. De modgående foranstaltninger vurderes samlet at udgøre 8-12 mio. kr. Området vurderes at være udfordret fremadrettet, og der forventes en udfordring på servicerammen i 2019 på mindst 15 mio. kr., som ikke kan løses inden for rammen.
Tilbud til voksne med særlige behov (50.54):
Ved budgetvedtagelsen 2019 er der tilført 23,0 mio. kr. til området. Der er fortsat stort pres på myndighedsrammen. På nuværende tidspunkt forventes der et merforbrug på 9,3 mio. kr. på baggrund af de kendte aktiviteter pr. 31. januar 2019. Der er iværksat en handlings- og strategiplan for at nedbringe udgifterne på det specialiserede voksen område.
Det forventede merforbrug imødekommes af den handlings- og strategiplan, der er udarbejdet for området. I 2019 forventes planen at give en udgiftsreduktion på 7,2 mio. kr. stigende til 13,2 mio. kr. i 2022. De resterende 2,1 mio. kr. forventes at komme ved øgede hjemtagelser fra botilbud og herberg. Forventningen er knyttet til indsatsen omkring tilvejebringelse af billige boliger og udvikling af alternative boformer i kommunen.
Demografi
På baggrund af den seneste befolkningsprognose for Ballerup Kommune er der foretaget beregning af udgifter til demografiregulering på driftsbudgettet. Ballerup Kommune oplever således en stor stigning i antallet af ældre og børn. I forbindelse med de seneste års budgetvedtagelser er der indarbejdet budgetmidler til det stigende antal ældre. Mens der ikke er indarbejdet budgetmidler til det stigende antal børn.Ved første budgetopfølgning 2019 er der alene indarbejdet demografireguleringer i budget 2019 svarende til 5,7 mio. kr. primært på daginstitutionsområdet.Demografireguleringen for 2020 og øvrige år indgår i arbejdet omkring vedtagelsen af budget 2020. På børneområdet forventes der således stigende udgifter grundet stigende børnetal i de kommende år også, og de nuværende prognoser viser, at det årlige behov for demografiregulering på børneområdet stiger til 16 mio. kr. årligt i 2023.
Servicerammen
Den vejledende serviceramme for Ballerup Kommune udgør 2.631,2 mio. kr. i 2019. Efter indarbejdelsen af demografiregulering for budget 2019 samt en række mindre mer- og mindreforbrug på udvalgenes rammer, udgør det forventede forbrug på servicerammen ved første budgetopfølgning 2019 2.629,7 mio. kr. Det svarer til et mindreforbrug af servicerammen på 1,6 mio. kr. i 2019.Administrationen forventer dog, at udfordringerne på Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet (30.46) vil udgøre mellem 15-20 mio. kr. i budget 2019, hvoraf mindst 15 mio. kr. ikke kan håndteres inden for rammen. Administrationen har derfor udarbejdet forslag til modgående foranstaltninger, der beløber sig til 21,8 mio. kr. for at sikre overholdelse af servicerammen og dermed den økonomiske strategi. Jf. særskilt sag om "Tiltag til overholdelse af servicerammen for budget 2019" på samme møde i Økonomiudvalget.
Anlægsbudgettet
For at sikre overholdelse af anlægsrammen i 2019 er det nødvendigt at udskyde en række anlægsprojekter fra 2019 jf. sagen "Udskydelse af anlægsprojekter ved første budgetopfølgning" på samme økonomiudvalgsdagsorden. Første budgetopfølgning 2019 er udarbejdet med afsæt i, at Økonomiudvalget godkender administrationens forslag til justering af investeringsoversigten. Har Økonomiudvalget ændringer til indstillingen vil sagen blive konsekvensrettet jf. beslutningen.
Bruttoanlægsrammen udgør 178,6 mio. kr. i 2019. Inden første budgetopfølgning er Ballerup Kommunes bruttoanlægsbudget i 2019 på 235 mio. kr. Såfremt alle administrationens forslag til udskydelser vedtages, opnås et bruttoanlægsbudget på 193,4 mio. kr. i 2019.
Øvrige poster
Ved første budgetopfølgning for 2019 er der indarbejdet ændringer på øvrige poster under hovedkontiene 07 og 08, som består af justeringer på Optagelse af lån (80.85) på baggrund af regnskab 2018 og lån til tilbagebetaling af ejendomskatter svarende til et øget låneoptag, som samlet over årene udgør 3,3 mio. kr. Renter (70.76), og Afdrag på lån (80.84) er tilrettet i forhold til ovenstående, dog er der i budgettet til kurstab opjusteret med 0,6 mio. kr. på baggrund af bankens fremtidige forventninger.
Under Øvrige balanceforskydninger (80.86) er udgiften til lån til tilbagebetaling af ejendomsskatter opskrevet med 1,0 mio. kr. årligt, da der forventes en tilgang af borgere, som vil benytte ordningerne.
Endelig er tabskontiene under ejendomsskatterne på Skatter (70.82) nedskrevet med 13,5 mio. kr. årligt svarende til samlet 67,5 mio. kr., idet der ikke har været tab på samme niveau som i de tidligere år. I 2021 forventes det, at der kommer nye ejendomsvurderinger. I den forbindelse skal der være en særlig opmærksomhed på udviklingen i klagesagerne, der kan generere et tab for kommunen.
Likvid beholdning og overskud på løbende poster
Med baggrund i denne budgetopfølgning forventes en likvid beholdning ultimo 2019 på 290,6 mio. kr., hvilket er 57,9 mio. kr. mere end ved seneste ajourføring af budget 2019, hvor den forventede likviditet ultimo året (2019) udgjorde 232,7 mio. kr. De løbende poster udgør ved første budgetopfølgning 191,3 mio. kr. i gennemsnit over årene.
Den økonomiske strategi er således overholdt vedrørende likviditeten for årene 2019-2023. Målsætningen om et gennemsnitligt overskud på 150 mio. kr. over perioden på de løbende poster er ligeledes opfyldt.
Langfristet gæld
Ballerup Kommunes gæld forventes at være 583,2 mio. kr. ultimo 2019 og vil ultimo 2022 udgøre 517,2 mio. kr. Nedbringelsen af gælden følger dermed rammerne i den økonomiske strategi. I forbindelse med regnskab 2018 opgøres Ballerup Kommunes endelige lånemulighed, som for i år opgøres til 40,3 mio. kr. Lånene optages i forhold til energioptimeringsprojekter, etablering af flygtningeboliger, effektiviseringsprojekter og som finansiering af indefrosne ejendomsskatter.
Overførsler
Overførselsadgangen til budget 2019 følger Ballerup Kommunes almindelige regelsæt vedrørende overførselsadgang på +/- 4 pct. og udskudte leverancer.
Der gøres opmærksom på, at før denne sag skal sagen "Overførsler fra budget 2018 til 2019" behandles. Første budgetopfølgning 2019 er udarbejdet med afsæt i, at indstillingen i sagen om overførsler godkendes, herunder bevilling af:
- Fagcentre og sekretariaters centrale over-/underskud fra 2018 i 2019 (0,3 mio. kr.).
- Udskudte leverancer fra 2018 i 2019 (12,8 mio. kr.).
Er der justeringer til indstillingen i sagen "Overførsler fra budget 2018 til 2019" vil første budgetopfølgning blive konsekvensrettet.
Tidligere har Kommunalbestyrelsen truffet beslutning om bevilling i 2019 af følgende overførsler:
- Indefrosne overskud fra 2017 ved tredje budgetopfølgning 2018 (25,5 mio. kr.).
- Decentrale over-/underskud fra 2018 den 25. marts 2019 Punkt 2 (12,6 mio. kr.).
De samlede overførsler til 2019 udgør således i alt 47,9 mio. kr.
Risikobaseret økonomistyring
Økonomiudvalget besluttede den 11. december 2018, Punkt 4, at indføre et mere risikobaseret styringskoncept for Ballerup Kommunes budgetopfølgninger. Som grundlag for den risikobaserede styring vil der komme et skarpere skel mellem de tekniske elementer og de risikobetonede elementer i budgetopfølgningerne. Denne risikobaserede tilgang vil blive trinvist indfaset i budgetopfølgningerne. Ved første budgetopfølgning 2019 er praksis med at udarbejde bilagsnotater for samtlige rammer justeret, så der er alene udarbejdet bilagsnotater på områder, hvor fagcentrene har vurderet, at der er risikoelementer eller ændringer af væsentlig betydning. For at gøre det muligt at have overblik over de samlede ændringer ved budgetopfølgningen på både udvalg og bevillingsrammer i alle år følger der et nyt bilag med ved denne budgetopfølgning.
Administrationen har tillige igangsat en organisationsændring, der maj 2019 samler de økonomiopgaver, som i dag løses i de forskellige fagcentre og i den centrale økonomienhed, i et nyt økonomicenter. Formålet er bl.a. at kunne have en mere risikobaseret tilgang til økonomistyringen, så fagområder med store økonomiske risici kan opprioriteres rent ressourcemæssigt på bekostning af fagområder med mindre økonomiske risici.
Den trinvise indfasning af den justerede budgetopfølgning planlægges i forhold til samlingen af økonomiopgaverne. Der arbejdes i de kommende budgetopfølgninger videre med en klar opdeling af i to notater med fokus på henholdsvis korrektioner og risikoområder.
Opfølgning på "Aftale om budget 2019"
Endvidere forelægges første opfølgning på "Aftale om budget 2019" for Ballerup Kommune til orientering.
På Økonomiudvalgets møde deltager centerchef Karsten Fey Kristiansen fra Center for Økonomi og Styring under behandlingen af sagen.