Socialudvalget har sendt udkast til strategi for socialområdet i høring med fastsat høringsfrist den 8.9. 2023.
Ballerup Kommune har, som en lang række andre danske kommuner, over en årrække haft styringsmæssige udfordringer og merforbrug på det specialiserede voksenområde. På denne baggrund blev Implement bedt om at gennemføre en analyse og fremsatte i 2022 en række anbefalinger vedrørende det voksenspecialiserede område på Socialudvalgets møde i maj 2022. Ballerup Kommune har som følge heraf iværksat en række tiltag med henblik på at bremse aktivitets- og udgiftsudviklingen samt styrke den økonomiske styring af området. Arbejdet omkring disse tiltag har påvist behovet for en overordnet ramme og retning for socialområdet, der tager udgangspunkt i et samlet strategisk afsæt for udviklingen af socialområdet i Ballerup Kommune.
Hvem og hvad dækker den sociale indsats?
Socialstrategien er til for Ballerups voksne borgere, der har behov for støtte og vejledning. Nogle har behov for støtte og vejledning i kort tid – andre har behov for indsatser hele livet. Fælles for dem alle er, at de har ret til at leve et godt og værdigt liv på deres egne præmisser, og hvor Ballerup Kommune gennem en overordnet strategisk ramme er facilitator for muliggørelsen af borgernes forøgelse af livsduelighed, rehabilitering, uddannelse og beskæftigelse.
Fire styrende principper
Udkast til strategi for socialområdet (se bilag) beskriver, hvordan der overordnet skal prioriteres ud fra fire principper, der tager udgangspunkt i borgernes oplevelse af samarbejde med kommunen. De fire principper udgør den styrende ramme for kommunens indsats. Principperne skal være en integreret del af centrene i kommunens tænkning og tilgang til det sociale område i det daglige. Principperne tager udgangspunkt i Ballerup Kommunes Vision 29 samt Socialudvalgets kerneværdier og skal danne grundlag og sikre sammenhæng gennem hele kommunens tilgang til kerneopgaven i samarbejdet med borgerne omkring den kommunale indsats og tilbud. Udkast til de fire principper er formuleret på følgende vis:
- Vi tager udgangspunkt i borgerens ressourcer til at yde en indsats i eget liv.
- Vi tager udgangspunkt i borgerens ønsker og håb for eget liv.
- Vi er kompetente og ambitiøse på borgerens vegne.
- Borgeren oplever, at vi kommunikerer med tydelighed og i tæt dialog og samarbejde med borgeren.
Fokusområder til brug for drift og udvikling af socialområdet
Til strategien er tilknyttet tre fokusområder, der omsætter de borgerrettede strategiske principper til organisatoriske pejlemærker for den interne styring. De tre fokusområder er:
- Mestring af egen tilværelse
- Borgeren i udvikling
- Et stærkt fagligt fundament.
Til hvert fokusområde er tilknyttet en række forslag til pejlemærker, som sætter retning for drift og udvikling af socialområdet i Ballerup Kommune.