6. Udviklingsstrategi 2012 vedr. rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisning
Sagsnr.: 2011-18643
Dok.nr.: 2011-172496
Sammendrag
Der er udarbejdet et udkast til en udviklingsstrategi 2012 for kommunerne i Region Hovedstaden i forhold til rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisningen. Udviklingsstrategien er sendt til politisk godkendelse i kommunerne i Region hovedstaden.
Centrene for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Børne- og Ungerådgivningen samt Skoler og Institutioner anbefaler, at Socialudvalget, Skole- og Uddannelsesudvalget og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget godkender udkastet til udviklingsstrategi 2012.
Baggrund
Kommunerne har fra 2011 i fællesskab overtaget ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde, herunder udarbejdelsen af en årlig udviklingsstrategi. Udviklingsstrategien for 2012 skal godkendes i alle kommunerne i Region Hovedstaden senest den 15. oktober 2011.
Sagsfremstilling
Udviklingsstrategi 2012 er udarbejdet i forhold til rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisningen. Det er første gang at udviklingsstrategien udarbejdes.
Formålet med udviklingsstrategi 2012 er følgende:
At sikre og styre den faglige udvikling af tilbuddene på tværs af kommunegrænser, så alle kommuner til stadighed er i stand til at tilbyde de rigtige tilbud af høj kvalitet også til små målgrupper og målgrupper med komplicerede problemer
At skabe synlighed og gennemskuelighed om kapacitet, behov for pladser samt takst- og udgiftsudvikling
At sikre koordination og udvikling af nye tilbud særligt til små målgrupper og målgrupper med komplicerede problemer, så ekspertise og ressourcer på særlige områder anvendes hensigtsmæssigt.
Denne første udviklingsstrategi for kommunerne i Hovedstaden baserer sig på det udviklingsarbejde der har været sammen med Region Hovedstaden op mod rammeaftale 2011, om at redefinere målgrupperne i rammeaftalen.
Særlige udviklingstemaer
Socialministeren har udmeldt dyre særforanstaltninger/enkeltmandsprojekter som særligt tema. I foråret 2011 var der 52 enkeltmandsforanstaltninger af denne type i Region Hovedstaden, til en samlet udgift på 152 mio. kr. Kommunerne under et har ikke har haft vanskeligheder ved at finde et relevant tilbud til borgeren, og det vurderes derfor, at der ikke er behov for at oprette eksempelvis specialteam til rådgivning eller et fælles akutberedskab. Det anbefales derfor, at der ikke umiddelbart iværksættes fælles tiltag, men at området følges tæt i 2012.
Tilbud til senhjerneskadede har været i fokus i foråret 2011, og det anbefales derfor, at kommunerne udpeger hjerneskadeområdet som et særligt udviklingstema for 2012, herunder med en øget koordinering mellem den sundhedsfaglige indsats og den socialfaglige indsats.
Justering af lovgivning omkring nye rammeaftaler
Specialundervisningsområdet er ikke omfattet af lovændringen for så vidt angår aftalen for 2012. Det indebærer, at regionsrådene er ansvarlige for koordineringen af rammeaftalerne på specialundervisningsområdet indtil en lovændring foreligger.
Udviklingsstrategi 2012 omfatter også specialundervisningsområdet og er udarbejdet efter administrativ aftale med Region Hovedstaden. Det forventes at lovgivningen tilpasses, så kommunerne overtager det samlede ansvar med virkning for rammeaftalen 2013.
Udviklingsstrategien har været drøftet i KKR den 26. august 2011, og anbefales til godkendelse i kommunerne.
I forhold til rammeaftale og udviklingsaftale 2012 er der foregået en administrativ høring i Kommunerne i løbet af sommeren vedr. markante ændringer i tendenser for efterspørgsel og udbud af tilbud. Ballerup Kommunes administrative bemærkninger er vedlagt som bilag.
Økonomiske konsekvenser og finansiering
Ingen økonomiske konsekvenser.
Bilag
2011-168799 – Udkast til Udviklingsstrategi 2012
2011-143742 – Administrative bemærkninger vedr. Rammeaftale 2012 - bemærkninger fra Ballerup Kommune
2011-170390 – Notat om ændringer i model for rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisning
Beslutningen træffes af
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Indstilling
Centrene for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Børne- og Ungerådgivningen samt Skoler og Institutioner indstiller, at
A)
Udkast til udviklingsstrategi 2012 vedr. rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisningen godkendes.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets beslutning den 11.10.2011 Punkt 6
Indstillingen godkendt