Lokalplan 197 for en dagligvarebutik på Grantoftestræde i høring

Du har nu mulighed for at komme med indsigelser, kommentarer eller ændringsforslag til lokalplan nr. 197 for en dagligvarebutik på Grantoftestræde og tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2020.

lokalplanområde Lokalplan 197

Planforslagene og den tilhørende miljøscreening blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 30. maj 2022, og de er nu i offentlig høring i perioden 8. juni - 17. august 2022.

Lokalplanens formål er at muliggøre opførslen af en ny dagligvarebutik på Grantoftestræde. Lokalplanen fastlægger bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering samt om parkering, affaldshåndtering, lokal afledning af regnvand mv.

Kommuneplantillæggets formål er at foretage en mindre udvidelse af en eksisterende kommuneplanrammes geometri således, at hele lokalplanområdet omfattes af den samme kommuneplanramme hvori, detailhandel er muligt.

Du kan se lokalplanforslaget og miljøscreeningen her: https://ballerup.viewer.dkplan.niras.dk/plan/1#/lokalplanid/471(link is external)

Du kan se forslag til kommuneplantillægget her: https://ballerup.viewer.dkplan.niras.dk/plan/27#/32798(link is external)

For at forbedre tilgængeligheden og den oplevede tryghed for brugere af busstoppestedet i lokalplanområdet, har Ballerup Kommune mulighed for at indgå en frivillig aftale med Rema Etablering A/S om flytning af busstoppestedet til nord for lokalplanområdet. Flytningen betyder, at busstoppestedet vil komme til at ligge i forbindelse med det allerede etablerede stisystem i området omkring boligafdelingen Grantoften, fremfor midt i den fremtidige støttemur mod Vestbuen. Det forventes, at Rema Etablering A/S betaler for flytningen, mens Ballerup Kommune står for udførelsen.

Rema Etablering A/S har anmodet Ballerup Kommune om at indgå i en frivillig udbygningsaftale om udvidelse af vejtilslutningen Vestbuen/Grantoften, da dette er en forudsætning for, at der kan foretages vareleverancer til lokalplanområdet.

Planforslagene og udkast til udbygningsaftale er offentliggjort på kommunens hjemmeside den 8. juni 2022, og de er i offentlig høring frem til den 17. august 2022.

 

Borgermøde

Der afholdes borgermøde om lokalplanen i Grantoftens selskabslokaler onsdag den 10 august 2022 kl. 19. Her kan du høre mere om, hvad planforslagene handler om, og hvad det eventuelt betyder for dig.

 

Giv din mening til kende

Hvis du har bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til planforslagene, skal du sende dem til os pr. mail til byplan@balk.dk eller alternativt pr. brev til Ballerup Kommunalbestyrelsen, Rådhuset, 2750 Ballerup.

Vi skal have dit høringssvar senest den 17. august 2022.

Herefter vil Kommunalbestyrelsen igen behandle planforslagene og tage stilling til, om der skal ændres i det, eller om det uændret kan vedtages endeligt.

Ønsker du yderligere oplysninger om lokalplanforslaget, er du velkommen til at kontakte Center for By og Miljø i rådhusets tele­fon­tid.

 

Lokalplanens midlertidige retsvirkninger

Er du grundejer eller bruger i området, så husk at fra i dag og indtil lokal­planen bliver endeligt vedtaget af Kommunal­bestyrelsen, dog max. et år, må de ejen­domme, som er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne plan. Indtil planen bliver endeligt vedtaget er der ifølge Planloven forbud mod udstyk­ning, be­byggelse og ændring af anvendel­sen. Den nuværende lovlige anvendelse af den enkelte ejendom kan naturligvis for­t­­­sætte som hidtil.

 

Miljøvurdering

Når der udarbejdes en ny lokalplan og tillæg til kommuneplanen, skal der også foretages en vurdering af planerne med hensyn til indvirkning på miljøet[1].

I første omgang foretages der en screening (det vil sige en overordnet vurdering) af planernes virkninger på miljøet. Kun hvis screeningen peger på væsentlige indvirkninger, skal der laves en egentlig miljøvurdering.

Vi har foretaget en miljøscreening af Forslag til Lokalplan 197 og forslag til Kommuneplantillæg nr. 14. Du finder screeningsskemaet i lokalplanen under ’Miljøscreening’.

På baggrund af screeningen har vi konkluderet, at planerne ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke skal laves en egentlig miljøvurdering.

Hvis du er uenig i denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Det skal i givet fald ske inden 4 uger fra afgørelsens offentliggørelse. Offentliggørelsesdatoen er 8. juni 2022, og din klage skal derfor være indgivet senest 6. juli 2022. Nedenfor kan du læse, hvordan du kan klage.

 

Klagevejledning vedr. miljøvurdering

Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse om miljøvurdering, skal du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives inden 4 uger fra afgørelsen er meddelt.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk(link is external), www.borger.dk(link is external) eller www.virk.dk(link is external). Du logger på Klageportalen med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Ballerup Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af hjemmesiden www.nmkn.dk(link is external).

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/vejledning.

 

[1] Lovbekendtgørelse LBK nr 1976 af 27/10/2021 af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Høringssvar