Lokalplan for dagligvarebutik på Grantoftestræde inkl. kommuneplantillæg vedtaget

Lokalplan nr. 197 for en dagligvarebutik på Grantoftestræde i Ballerup inkl. tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2020 er blevet vedtaget endeligt



Kommunalbestyrelsen har den 31. oktober 2022 vedtaget planerne endeligt. De nye planer muliggør, at der kan opføres en ny dagligvarebutik på Grantoftestræde. Lokalplanen fastlægger bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering samt om parkering, affaldshåndtering, lokal afledning af regnvand mm.

Kommuneplantillæggets formål er at foretage en mindre udvidelse af en eksisterende kommuneplanrammes geografi således, at hele lokalplanområdet er omfattet af den samme kommuneplanramme, hvori detailhandel er muligt.

Planerne var i høring i perioden fra den 8. juni – 17. august 2022, og der blev afholdt et borgermøde den 10. august. Ballerup Kommune modtog 4 høringssvar.

Der er foretaget ændringer i både kommuneplantillægget og i lokalplanen inden, at planerne blev vedtaget endeligt.

Ændringer i kommuneplantillægget:

  • Bydelscenter ændres til lokalcenter i tillæggets navn.

Ændringer i lokalplanen:

  • Tilføjelser i redegørelsesafsnittet om raste- og yngleområder for flagermus samt om økologiske forbindelser. Den endelige udbygningsaftale er desuden vedhæftet.
  • Ændringer i bestemmelserne vedr. område og zonestatus, cykelparkering, belægning og forudsætning for ibrugtagelse.

Ballerup kommune har indgået en frivillig udbygningsaftale i henhold til Planlovens § 21b med Rema Etablering A/S om udvidelse af vejtilslutningen Vestbuen/Grantoften. Udvidelsen af vejtilslutningen er nødvendig for at muliggøre varelevering til butikken. Udkast til udbygningsaftale har været offentliggjort sammen med planforslagene. Den endelige udbygningsaftale kan ses i lokalplanen.

Der er desuden indgået en frivillig aftale med Rema etablering A/S om flytning af busstoppested til nord for lokalplanområdet. Flytningen af busstoppestedet skal fremme tilgængelighed og tryghed.

Du kan se den vedtagne lokalplan på kommunens lokalplanportal her og du kan se kommuneplantillægget på kommuneplanportalen her

Kommunalbestyrelsens beslutning samt høringssvar og ændringer finder du her under punkt 11.

KLAGEVEJLEDNING

Hvem kan klage?

Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan klage jf. Planlovens § 59.

Hvad kan du klage over?

Du kan klage over vedtagelsen af lokalplanen og kommuneplantillægget. Du kan kun klage over retlige spørgsmål. Det betyder, at du ikke kan klage over de skøn, som kommu­nen har udøvet. Derimod kan du klage, hvis du mener, at regler er fortolket forkert, eller at kompetence- eller procedureregler ikke er overholdt.

Klagemyndighed



Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Du skal indlevere din klage via Klageportalen, som du finder via https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/. Du logger på Klage­portalen med NEM-ID. Når du klager, skal du betale et gebyr. Det koster 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Du kan læse vejledningen om gebyrordningen kan findes på Planklagenævnets hjemmeside: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/vejledning/ .

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Ballerup Kommune. Hvis kom­munen fastholder vedtagelsen af planen, sender kommunen klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked, når klagen er sendt videre.

Du kan blive fritaget for at for at bruge Klageportalen. Du kan se betingel­ser­ne for at blive fritaget her: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/vejledning/

Klagefrist



Din klage skal være indgivet til klagenævnet inden 4 uger fra den dag, hvor den endelige vedtagelse af lokalplanen og kommuneplantillægget er blevet offentliggjort, hvilket de er blevet onsdag den 9. november 2022.

Høringssvar