LOKALPLAN I HØRING: FORSLAG TIL LOKALPLAN NR. 207
Du har nu mulighed for at komme med bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til lokalplan nr. 207 for boliger ved Kildedal Station. Forslaget til lokalplanen og den tilhørende miljørapport blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 27. november 2023 med henblik på at blive sendt i høring blandt borgerne.
Formålet med planforslaget er at give mulighed for opførsel af boliger, parkeringsanlæg og en mindre andel serviceerhverv. Derudover indeholder lokalplanforslaget rammerne for en fremtidig daginstitution, hvor der skal udarbejdes supplerende lokalplan forud for opførsel
Du kan se planforslaget her https://ballerup.viewer.dkplan.niras.dk/plan/1#/lokalplanid/489
Planforslaget er offentliggjort på kommunens hjemmeside den 11. december 2023, og det er i offentlig høring frem til den 21. februar 2024.
Giv din mening til kende
Hvis du har bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanen og den tilhørende miljørapport, skal du sende dem til os pr. mail til kildedal@balk.dk eller alternativt pr. brev til Ballerup Kommunalbestyrelse, Rådhuset, 2750 Ballerup. Vi skal have dit høringssvar senest den 21. februar 2024.
Herefter vil Kommunalbestyrelsen igen behandle planforslaget og tage stilling til, om der skal ændres i det, eller om det uændret kan vedtages endeligt.
Når du afsender høringssvar, skal dit navn og adresse fremgå af høringssvaret og det skal fremgå hvilket/hvilke plangrundlag du ønsker at afgive høringssvar til. Ved den endelige politiske behandling om vedtagelse af planforslaget vil høringssvar blive fremlagt offentligt, men der vil alene fremgå vejnavn og postnummer.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde om lokalplanen, samt Lokalplan 201, tillæg nr. 16 til Kommuneplan 2020 og tillæg til Spildevandsplanen, i Kulturhus Måløv tirsdag den 16. januar 2024, kl. 17-19. Her kan du høre mere om, hvad planforslaget handler om, og hvad det eventuelt betyder for dig.
Tilmelding til borgermødet skal ske til kildedal@balk.dk.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger
Er du grundejer eller bruger i området, så husk at fra i dag og indtil lokalplanen bliver endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen, dog max. et år, må de ejendomme, som er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne plan. Indtil planen bliver endeligt vedtaget er der ifølge Planloven forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. Den nuværende lovlige anvendelse af den enkelte ejendom kan naturligvis fortsætte som hidtil.
Miljøvurdering
Når der udarbejdes en ny lokalplan, skal der også foretages en vurdering af planen med hensyn til indvirkning på miljøet. Der er gennemført miljøvurdering af forslag til Lokalplan 207.
Derfor er der udarbejdet en miljørapport, der offentliggøres sammen med plangrundlaget. Yderligere er der gennemført en væsentlighedsvurdering i forhold til den potentielle påvirkning af et Natura 2000-område. Væsentlighedsvurderingen fremgår af Miljørapporten.
Gennemførsel af miljøvurderingen sker i henhold til bestemmelserne i Miljøvurderingsloven, LBEK. nr. 4 af 3. januar 2023 samt Miljøvurderingsbekendtgørelsen BEK. nr. 806 af 14. juni 2023.
Væsentlighedsvurdering gennemføres efter reglerne i Planhabitatbekendtgørelsen: BEK nr. 1383 af 26. november 2016 Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Du kan se miljørapporten nederst på denne side.
De analyser, redegørelser mm. der ligger til grund for miljøvurderingen af lokalplanen, kan ses på kommunens hjemmeside om Kildedal https://ballerup.dk/borger/trafik/bymidter-bydele-og-bykvarterer/kildedal
Høringssvar