Lokalplantillæg 108.1 for Industriparken i høring sammen med kommuneplantillæg 27
Lokalplanforslaget og det tilhørende kommuneplantillæg blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 1. oktober 2024, og de udsendes hermed i offentlig høring i fire uger. Det betyder, at du har mulighed for at komme med høringssvar til de to planforslag.
Formålet med planforslagene er at give mulighed for etablering af offentlige formål som ikke har tilknytning til erhvervsmiljøet i Industriparken – den nugældende lokalplan 108 giver kun mulighed for offentlige formål med tilknytning til erhvervsmiljøet. Anledningen er, at der er planer om at flytte rusmiddelcenter Brydehuset fra Brydehusvej til Industriparken.
Derudover opretholdes den nugældende Lokalplan 108 for Industriparken uændret.
Du finder links til planforslagene her nedenfor. Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Center for By og Miljø i rådhusets telefontid.
Planforslagene er offentliggjort her på hjemmesiden og i Ballerup Bladet den 9. oktober, og de er i offentlig høring frem til den 6. november 2024.
Giv din mening til kende
Hvis du har bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanen, skal du sende dem til os pr. mail til byplan@balk.dk. Vi skal have dit høringssvar senest den 6. november 2024.
Derefter vil Kommunalbestyrelsen igen behandle planforslagene og tage stilling til, om der skal ændres i dem, eller om de uændret kan vedtages endeligt.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger
Er du grundejer eller bruger i området, så husk at fra i dag og indtil lokalplanen bliver endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen, dog max. et år, må de ejendomme, som er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne plan. Indtil planen bliver endeligt vedtaget er der ifølge Planloven forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. Den nuværende lovlige anvendelse af den enkelte ejendom kan naturligvis fortsætte som hidtil.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af lokalplanforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (Bekendtgørelse nr. 4 af 03/01/2023).
Kommunalbestyrelsen har på baggrund af screeningen vurderet, at lokalplanen ikke vil have væsentlige miljømæssige konsekvenser. Der er derfor truffet afgørelse om ikke at miljøkonsekvensvurdere lokalplanen.
Du kan se miljøscreeningsskemaet her nedenfor, og afgørelsen om ikke at lave miljøkonsekvensvurdering finder du på www.ballerup.dk/blivhoert under ’afgørelser’.
Klagevejledning vedr. miljøvurdering
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen om ikke at miljøvurdere, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives inden 4 uger fra afgørelsen er meddelt.
Du klager via klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk . Du logger på Klageportalen med NEM-ID. Din klage er indgivet, når den er tilgængelig for Ballerup Kommune via klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af hjemmesiden www.naevneneshus.dk.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/vejledning/
Høringssvar