Sammendrag
Evaluering af Kultur- og Fritidsudvalgets møde med de folkeoplysende foreninger den 17. september 2015.
Der lægges op til en diskussion af udvalgets ønsker og behov for afholdelse af årlige foreningsmøder i fremtiden.
Baggrund
Fra indførelse af folkeoplysningsloven i 1991 og frem til folkeoplysningsudvalgets nedlæggelse ved udgangen af 2009, bestod Folkeoplysningsudvalget af repræsentanter for foreningslivet og fra Kommunalbestyrelsen.
Udvalget drøftede alle sager af relevans for folkeoplysningen og havde en lovbestemt kompetence til at godkende/afvise ansøgninger om foreningsgodkendelse, anvisning af lokaler samt bevilling af tilskud fra vækstpuljen.
I 2009 vedtog Kommunalbestyrelsen at nedlægge Folkeoplysningsudvalget. For at imødekommen en bekymring blandt forenings- og brugerrepræsentanterne, der gik på, at muligheden for dialog mellem politikere og foreningsliv ville mindskes ved nedlæggelse af udvalget, blev det politisk besluttet, at dialogen fremover ville ske gennem brugerråd og et til to årlige foreningsmøder med Kultur- og Fritidsudvalget.
I de efterfølende år har Center for By, Kultur og Erhverv arrangeret et årligt møde, hvor Kultur- og Fritidsudvalget har inviteret samtlige folkeoplysende foreninger til orientering om og drøftelse af relevante emner. I 2013-2015 har temaet for møderne været fastsat i samarbejde med det nuværende folkeoplysningsudvalg.
Dato for møderne, der typisk finder sted i september måned, besluttes af Kultur- og Fritidsudvalget allerede om foråret, og temaet for møderne godkendes af udvalget måneder inden mødet.
Sagsfremstilling
Torsdag den 17. september 2015 afholdt Kultur- og Fritidsudvalget møde for de folkeoplysende foreninger. Temaet "Nye Tider, Nye Udfordringer". Der var 84 tilmeldte, hvoraf 67 var fra foreningslivet. De øvrige deltagere repræsenterede Kultur- og Fritidsudvalget, Center for By, Kultur og Erhverv, Ballerup Bibliotek, SundshedsHuset og TAPETEN, Forenings- og Frivilligcenter.
Det centrale punkt på dagsordenen var drøftelse af samarbejde mellem foreninger og Ballerup Kommune. Mødets konklusioner blev, at der er stor vilje til at samarbejde om aktiviteter og projekter i både foreninger og de tilstedeværende kommunale institutioner, at der allerede er gang i flere samarbejdsprojekter men også, at der mangler en form for platform til gensidig udveksling af information og idéer mv.
Mere om aftenens tema fremgår af bilaget.
På mødet blev der endvidere orienteret om de foreløbige forventninger til budgetaftalen for 2016. Mødet blev afsluttet med en præsentation af resultaterne fa undersøgelsen af idrætsfaciliteter, der blev foretaget af Idrættens Analyse Institut og Syddansk Universitet i foråret 2015.