2020: En ny kommunal udligningsreform på vej

ballerup byskilt
10. januar 2020

I første halvår 2020 forventes det, at regeringen vil forhandle en ny reform om kommunal udligning på plads. Det kommunale udligningssystem er en ordning, som skal sikre kommunerne nogenlunde lige økonomiske vilkår.

Nytåret er så småt ovre og årets første måned er gået i gang. 2020 vil blive afgørende på mange punkter, men for kommunerne er især ét emne særdeles vigtigt: den kommunale udligningsreform. Regeringen har tidligere varslet, at de vil starte forhandlingerne til denne i starten af året – og i hovedstadsområdet ønsker Stop Forskelsbehandlingen Nu at kæmpe for, at der ikke bliver sendt endnu flere penge fra hovedstadsområdet til resten af landet.

Den kommunale udligningsreform, hvis formål er at sikre nogenlunde lige økonomiske vilkår i landets kommuner, har de seneste år betydet en voldsom stigning i de beløb, der sendes fra øst til vest. Samtidig er rådighedsbeløbet for almindelige familier meget lavere i hovedstadsområdet end for tilsvarende familier andre steder i landet. Derfor kæmper Stop Forskelsbehandlingen Nu for at sætte fokus på, at en kommende udligningsreform bør tage hensyn til borgernes økonomi.

Hvis du vil blive klogere på udligningssystemet, de centrale komponenter og historien, kan du læse mere i vores Guide til Udligningssystemet.