33 borgere blev danske statsborgere i aftensolens skær

borgmester på scenen ved ceremonien
12. august 2020

Klapsalver, bevægede ansigter og stolthed. Det var blot nogle af ingredienserne, da Ballerup Kommunes første grundlovsceremoni fandt sted tirsdag aften

Damgårdsparken, aftensolen og den lune danske sommerluft dannede en flot kulisse, da 33 borgere tirsdag aften deltog i Ballerup Kommunes første grundlovsceremoni.

Grundlovsceremoni er sidste trin på stigen for ansøgere, der ønsker dansk statsborgerskab, og deltagelse i ceremonien er en betingelse for at kunne opnå statsborgerskabet. 

På den opstillede scene i parken bød borgmester Jesper Würtzen først velkommen til de 33 borgere og deres inviterede familiemedlemmer. Det skete blandt andre med ordene:

- Dagens ceremoni markerer det øjeblik i jeres liv, hvor I officielt bliver danske statsborgere - og dermed officielt bliver en del af det danske fælleskab. Et fællesskab som går mange hundrede år tilbage, lød det fra borgmester Jesper Würtzen.

oversigtsfoto af grundlovsceremoni

Under talen kom han også ind på, hvor hans eget efternavn oprindeligt stammer fra, og hvordan hans tip-tip-tip-oldeforældre for mange år kom fra Nordtyskland til Danmark - først Jylland og senere hen til Sjælland og Ballerup.

Efter talen blev de 33 borgere én efter én kaldt op på scenen for at skrive under på, at de vil overholde Danmarks Riges Grundlov samt respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper - herunder det danske demokrati.

Da underskrifterne fra både borgmesteren og deltageren var sat, blev der ønsket tillykke og klappet af hver eneste – nu danske statsborger. En kendsgerning der fik både smil og bevægede ansigter frem hos mange.

Tirsdagens ceremoni var oprindeligt planlagt til marts måned, men den måtte udskydes på grund af coronapandemien. Ceremonien bød derfor på godt med afstand, rigelige mængder håndsprit, portionsanrettet mad, en privat kuglepen til hver af deltagerne – og i sagens natur ingen håndtryk.

Den næste ceremoni i Ballerup Kommune finder sted i foråret 2021.