50 års jubilæum: Pensionistudflugter 2020

Gerlev Kro
25. februar 2020

Årets udflugtsmål er Gerlev Kro i Jægerspris

Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune arrangerer igen i år pensionistudflugter for kommunens førtids- og folkepensionister.

I år er det 50 år siden, den første tur blev gennemført, og det fejres med udflugt til Gerlev Kro. Inden vi ankommer til Gerlev Kro, skal vi en tur gennem det smukke Sjælland.

For at kunne deltage skal du være bosat i Ballerup Kommune. Har du behov for en hjælper, behøver hjælperen dog ikke at bo i Ballerup Kommune.

Program
På Gerlev Kro venter der os en dejlig kop kaffe/te med hjemmelavet lagkage til. Om eftermiddagen vil man kunne gå rundt på egen hånd i Frederikssund.

Kl. ca. 17.30 serveres en jubilæumsmenu bestående af:

  • Dampet laks
  • Gl. dags oksesteg med tilbehør
  • Karamelkurv med is og frugter

Der vil også blive serveret kaffe/te med småkager. Der vil være musik, mens vi nyder middagen. Under aftenskaffen vil der være
mulighed for en lille svingom.

Udflugtsdatoerne er:

  • Mandag den 18. maj 2020
  • Onsdag den 27. maj 2020
  • Onsdag den 3. juni 2020
  • Mandag den 8. juni 2020
  • Onsdag den 10. juni 2020
  • Onsdag den 17. juni 2020

Der er opsamling 20 minutter før afgang, kl. 12.40 på Kratvej ved Måløv Kirke, på Egebjergvej ved Egebjergvang og på Banegårdspladsen i Skovlunde. Afgang fra Ballerup Rådhus er præcis kl. 13.00. Vi forventer at være hjemme igen kl. ca. 21.00.

Alle ture er røgfrie. Dette gælder også på Gerlev Kro. Der er mulighed for rygning udenfor.

Pris
Prisen for hele arrangementet er 225 kr. pr. person.

Her kan du købe billetter
Du kan købe billetter fra onsdag den 11. marts 2020 fra kl. 10.00 og frem til lukketid på:

  • Ballerup Bibliotek
  • Kulturhus Måløv
  • Skovlunde Kulturhus

Du skal medbringe pensionsmeddelelse eller sundhedskortet, når du køber billetter. Du kan max. købe to billetter pr. person, og du kan kun deltage på én af udflugterne.

Til kørestolsbrugere
Når du køber billet, så husk at fortælle, at du skal have en SPECIELBILLET, da der SKAL reserveres plads i liftbussen.

Er du kørestolsbruger eller meget dårligt gående, skal du stå på bussen ved Ballerup Rådhus. Ellers kan chaufføren nægte at tage dig med.

Speciel diætmad
Er du diabetiker og har brug for speciel mad, skal du i god tid inden udflugten kontakte Politisk Sekretariat på tlf. nr. 4477 2004.

Vi glæder os meget til at se jer.

Med venlig hilsen
Guideholdet