Åben Familie- og Ungerådgivning bliver samlet på Linde Allé

Åben Familie- og Ungerådgivning
17. januar 2020

Ballerup Kommune samler Åben Rådgivning for familier og Ungerådgivningen. Tilbuddet hedder fremover Åben Familie- og Ungerådgivning og har adresse på Linde Allé 7, centralt i Ballerup.

Foto: Medarbejdere sidder klar til at hjælpe og rådgive børn, unge og familier på Linde Allé 7 i Ballerup hver torsdag klokken 16-20.

Torsdag den 16. januar var første åbningsdag for tilbuddet. Fremover vil familier, børn og unge kunne henvende sig anonymt hver torsdag klokken 16-20 og få hjælp og vejledning.

- Vi samler familie- og ungerådgivningen på samme adresse, fordi det giver god mening at have vores personale samlet under samme tag. Jeg er overbevist om, at familier og unge får endnu bedre vejledning og hjælp i fremtiden, når psykologer og pædagoger sidder sammen, siger Lone Junge Marcussen, centerchef i Center for Børne- og Ungerådgivningen i Ballerup Kommune.

Få hjælp uden aftale

Familier og unge kan henvende sig direkte fra gaden og få hjælp uden at have lavet en forudgående aftale. De skal blot henvende sig i åbningstiden om torsdagen. Desuden kan unge og familier ringe i samme tidsrum og få rådgivning. Derudover kan du lægge en besked på telefonsvareren, så bliver du ringet op i den ugentlige åbningstid.

Det nye rådgivningstilbud hjælper blandt andre børn og unge op til 25 år, som føler sig ensomme, har psykiske problemer eller som oplever mobning eller konflikter i familien.

Forældre kan få hjælp, hvis de er bekmyrede for deres barns trivsel, har spørgsmål om opdragelse eller står foran eller midt i en skilsmisse.

Børn, unge og familier med andre udfordringer er også velkomne i Åben Familie- og Ungerådgivning.

Det nye tilbud afløser Ungerådgivningen – som i forvejen holder til på Linde Allé – og Åben Rådgivning for familie – som tidligere har holdt til i Familiehuset på Torvevej i Skovlunde. Alle anonyme henvendelser til Familiehuset vil i fremtiden blive henvist til Åben Familie- og Ungerådgivning.

Om Åben Familie- og Ungerådgivning

  • Du kan være anonym
  • Åbent torsdag klokken 16-20
  • Adressen er Linde Allé 7, Ballerup
  • Du kan møde op uden aftale
  • Tilbuddet er til børn og unge op til 25 år og familier
  • Du kan også henvende dig på mail eller telefon i samme tidsrum om torsdagen.
  • Læg en besked på telefonsvaren op bliv ringet op torsdag kl. 16-20
  • E-mail: raadgivning@balk.dk, telefon: 4477 2081