Ballerup Covid-19-teststed åbner mandag den 19. oktober på Energivej 50

Mand bag visir kigger ind i patients hals og poder ham
16. oktober 2020

Region Hovedstadens corona-teststeder flytter indendørs, så borgere og personale skærmes mod vind og vejr. Ballerup Covid-19-teststed åbner mandag den 19. oktober på Energivej 50 i Ballerup.

De hvide test-telte, som siden foråret har været åbne for borgere, lukker ned, og test-stederne flytter nu indendørs for at sikre borgere og personale robuste omgivelser, når vejret bliver koldere.

De nye test-steder er alle beliggende enten i eksisterende bygninger eller i pavilloner opstillet til formålet. Som borger bliver du guidet til de nye adresser, når du bestiller en testtid på www.coronaprover.dk

Når du har bestilt en tid, får du tilsendt en SMS med den korrekte adresse. Borgere, som allerede har booket en tid i Ballerup i næste uge, har modtaget en besked om den nye adresse i deres e-Boks.

Flytningen af test-steder medfører ikke øget ventetid, og ifølge regionsrådsformanden har Region Hovedstaden fokus på, at det skal være let at få tid til en test.

Fakta

  • Mandag den 19. oktober åbner Ballerup Covid-19-teststed på Energivej 50. Indtil mandag er test-stedet stadig åbent i Ballerup Idrætsby alle ugens dage 9-17.
  • Du skal bestille tid på www.coronaprover.dk før test
  • Alle borgere over 2 år kan blive testet i test-stederne
  • Det anbefales, du bærer mundbind, når du skal til test
  • Du får svar på prøven på www.sundhed.dk