Ballerup Kommune vinder Hygiejneprisen 2017

Vinderne med Hygiejneprisen 2017
13. september 2017

Pilotprojekt på Måløvhøj Skole afd. Østerhøj, der skal forbedre hygiejnen og højne trivslen hos skolebørn, vinder Hygiejneprisen 2017

Foto: Repræsentanter fra Brave og Ballerup Kommune med Hygiejneprisen 2017
 
Toiletkummer der lugter og rester af papir på gulvet. Sådan ser mange toiletter ud på danske folkeskoler, og det påvirker både hygiejnen og trivslen hos skolebørnene. 
Ballerup Kommune har med et pilotprojekt taget hånd om problemet, og det har man gjort så godt, at kommunen vinder Hygiejneprisen 2017. Kåringen kommer på baggrund af pilotprojektet 'Toilet Heaven' i indskolingen på Måløvhøj Skole afd. Østerhøj.

- Jeg er glad for, at vores indsats for at skabe en bedre oplevelse for vores skolebørn, når de går på toilettet, bliver anerkendt. Vi ved, at toiletforholdene kan påvirke trivslen hos eleverne, og i værste fald kan det også gå ud over indlæringen, siger borgmester Jesper Würtzen.

En himmelsk oplevelse
'Toilet Heaven' er udviklet i samarbejde med virksomheden Brave, og det handler kort fortalt om at gøre toiletbesøget til en god oplevelse for skoleeleverne.

- De problemer, som mange danske folkeskoler har med toiletter, er ikke et børneproblem. Det er derimod noget, som de voksne skal være med til at klare. 'Toilet Heaven' er den oplevelse, som børn skal have, når de skal på toilettet. Det skal være himmelsk, siger Ashley Brereton fra Brave, der har været med til at udvikle 'Toilet Heaven'.
 
På Måløvhøj Skole afd. Østerhøj er der blandt andet kommet indbydende væg- og dørudsmykning, som viser vej til toiletterne, musik på toiletterne, ekstra rengøring som nemt kan tilkaldes via en ipad og venindeskamler der gør det mere trygt at gå på toilettet.
 
Gode vaner bliver grundlagt fra starten
Det er Rådet for Bedre Hygiejne, der uddeler Hygiejneprisen, og Ballerup Kommune fik overrakt prisen tirsdag den 12. september i Landstingssalen på Christiansborg. Her var der stor konference om netop bedre hygiejne og forebyggelse i Danmark forud for Hygiejneugen, der finder sted i uge 38.
 
- I Rådet for Bedre Hygiejne har vi arbejdet for bedre toiletforhold på skolerne i mange år. Vi ved, at god sundhed bliver grundlagt gennem gode vaner fra starten. Pilotprojektet i Ballerup Kommune har vundet prisen for både at være villig til at gå nye veje og anvende begejstring som værktøj, men også for deres målrettede anvendelse af brugerdata til at følge op på effekten. Det betyder nemlig, at vi andre bedre kan lære af projektet, siger Lars Münter, der er sekretariatschef i Rådet for Bedre Hygiejne.
 
Rådet for Bedre Hygiejne har siden 2010 uddelt Hygiejneprisen. Prisen kan gå til en aktiv virksomhed, institution eller organisation, der har gjort en særlig indsats for bedre hygiejne.

Billeder
toilet_heaven
Foto: Skoleeleverne "lander" på toiletterne via en landingsbane

toilet_heaven
Foto: Rengøring kan nemt bestilles via en ipad, der er placeret uden for toiletterne, hvis der er behov

toilet_heaven
Foto: Dørudsmykning i Toilet Heaven