Ballerup Nord og Måløv har fordelt deres andel af Borgermillionen

vinderne i måløv
12. juni 2017

Stemmerne og pengebeløbene for Ballerup Nord og Måløv er gjort op. En parkour/multibane venter i Ballerup Nord, og i Måløv er der hele tre spændende projekter på tegnebrættet

Foto: Alle de glade vindere fra Måløv flankeret af borgmester Jesper Würtzen. Fra venstre Sune med aktivitetspladsen, Sebastian og Amanda fra Mere Monitor og til sidst Karen og datter med frisbee-golfbanen.

350.000 kr. af dette års Borgermillion har nu fundet deres modtagere. Beløbene blev fordelt sidste onsdag og torsdag, hvor der var afstemning i bydelene Måløv og Ballerup Nord.

Tilbage i maj måned blev alle indsendte projekter i de to bydele præsenteret, og her skete den første udskillelsesproces. Den betød, at der til den endelige afstemning i hver bydel var tre projekter at stemme om.

Jasmin og Maya løb med jackpot
I Ballerup Nord valgte flertallet af de fremmødte at stemme på projekt ”Fællesskab for de unge i Nord/Lundegården”. Det betyder, at arbejdet med at få etableret en parkour/multibane for unge nu er kommet et skridt nærmere. Projektidéen var indsendt af pigerne Jasmin og Maya, som i hele forløbet har talt godt for deres sag.

jasmin og maya vandt i ballerup nord

Foto: De to skolepiger Jasmin og Maya scorede den helt store jackpot, da vandt afstemningen i Ballerup Nord. Her står de sammen med formanden for Teknik- og Miljøudvalget Helle Hardø Tiedemann

Tre vindere i Måløv
I Måløv fik de tre tilbageværende projekter alle en pose penge med hjem, da vinderen og andenpladsen tilsammen ikke gjorde krav på det fulde beløb. Det betyder, at planerne om at etablere en overdækket aktivitetsplads, en junglesti og frisbee-golfbane og projekt Mere Monitor Version 2.0 nu kan forsætte. 

Nu skal Ballerup Syd og Skovlunde stemme
I den kommende uge er det Ballerup Syd og Skovlunde, der skal til stemmeurnerne i Borgermillionen. I Skovlunde sker det tirsdag den 13. juni kl. 19-21 Skovlunde Kulturhus. Ballerup Syd stemmer torsdag den 15. juni kl. 19-21 på Ballerup Rådhus.

Læs mere om Borgermillionen på ballerup.dk/borgermillionen2017, hvor du også kan læse meget mere om projekterne.