Ballerup og Brandenburg udvider samarbejdet

Ballerup og Brandenburg and Der Havel udvider samarbejdet
17. januar 2017

Repræsentanter fra den tyske by Brandenburg an Der Havel besøgte Ballerup og hentede ny inspiration til arbejdet med kultur- og socialområdet. Nu udvider byerne samarbejdet.

Billedtekst: Gæsterne var meget imponerede over Ballerup Biblioteks mange faciliteter og muligheder, og at det er muligt at benytte biblioteket, selv om der ikke er personale til stede. Fra venstre er det bibliotekar Arendse Ørding, Dr. Wolfgang Erlebach, Matthias Pietschmann og Tim Freudenberg.

Folkeskolerne i Ballerup har siden 2012 haft stor glæde af samarbejdet med den tyske by Brandenburg an Der Havel og nu ønsker byerne at udvide samarbejdet.

I den forgangne uge besøgte en otte mand stor gruppe med repræsentanter fra byadministrationen i Brandenburg an Der Havel deres danske samarbejdsby Ballerup.

Besøget handlede om at udveksle erfaringer inden for kultur- og socialområdet.

Borgmester Jesper Würtzen sætter stor pris på det nuværende samarbejde inden for skoleområdet og var derfor glad for besøget.

”Tyskland og Danmark kan helt klart lære af hinanden. Vi har forskellige løsninger indenfor velfærd og kultur, og kan derfor lade os inspirere af hinanden,” siger Jesper Würtzen.

Imponerede gæster
Den tyske delegation var ivrige efter at få mest muligt ud af besøget, så der var planlagt et tætpakket program i løbet af de knap tre dage besøget varede.

Et af ønskerne var at lære mere om kommunens tilbud inden for handicap- og ældreområdet. Derfor åbnede både Krumtappen og de tre plejecentre Lundehaven, Sønderhaven og Lindhaven dørene op, så gæsterne kunne se nærmere på tilbuddene til vores handicappede og ældre borgere.

Spørgelysten var generelt stor og gæsterne viste stor interesse for, de ting de så.
”Vores gæster var imponerede over vores høje plejestandard og vores medarbejderes engagement og dedikation i forhold til vores svageste og ældste borgere. Det er vi naturligvis rigtig stolte af,” fortæller borgmester Jesper Würtzen.

Mere kulturel udveksling
Gæsterne fik også en smagsprøve på det rige kulturliv i Ballerup, da de både besøgte Teatergruppen KLIMA, Ballerup Bibliotek og Vognporten. Besøget sluttede af med middag på Baltoppen Live tirsdag aften, hvor dygtige unge fra Ballerup musik- og kulturskole og orkestret Baldur optrådte for gæsterne.

Social- og Kulturudvalgsformand  Dr. Wolfgang Erlebach var meget begejstret for besøget i Ballerup. ”Det har været et af de mest udbytterige besøg, jeg har været på. Jeg er meget imponeret over, hvad jeg har set og hørt og er sikker på, at dette besøg vil danne grundlag for flere aktiviteter i vores samarbejde,” siger Dr. Wolfgang Erlebach.

Ballerup og Brandenburg an Der Havel har allerede planlagt flere aktiviteter. I uge 7 rejser Ballerup Ungdomsråd til Brandenburg an Der Havel for at mødes med tyske unge og måske gæster bands og orkestre fra Brandenburg an Der Havel Ballerup Musikfestival til august.

Fakta

  • Ballerup Kommune har siden 2012 haft et samarbejde med Brandenburg an Der Havel.
  • Brandenburg an Der Havel har ca. 73.000 indbyggere. Byen ligger cirka 70 km fra Berlin og er en historisk by med et rigt kultur- og fritidsliv. Byen var en del af det tidligere Østtyskland
  • Skoleområdet har i dag stor glæde af samarbejdet og det aktuelle besøg skyldes gensidigt ønske om også at indlede samarbejder inden for kultur- og socialområdet
  • Ballerup Kommune yder tilskud til børn og unge under 25 år ved rejser til de byer, kommunen samarbejder med. Læs mere på ballerup.dk/venskabsbybesøg