Ballerup og Egedal sætter strøm til busserne

busskilt
22. november 2019

Borgere i kommunerne Ballerup og Egedal får renere luft og grønnere transport, hvis de rejser med bussen fremover. Otte nye busser kører snart på el, og det fejres med forpremiere og prøveture i de nye el-busser.

Lørdag den 7. december fejrer Ballerup, Egedal og Movia kommunernes otte spritnye el-busser på Banegårdspladsen i Ballerup klokken 10-13. Alle borgere – børn, voksne og klimaentusiaster – er inviteret til et arrangement, hvor de kan få en klimavenlig prøvetur i én af de nye el-busser, høre om busdrift og el-busser samt få lidt at spise og drikke.

Fra dagen efter kører alle busser på linje 147,156 og 157 på el. Det betyder, at busserne på de tre buslinjer fremover hverken udleder CO2 eller sundhedsskadelige partikler, når de kører på vejene. Desuden støjer de væsentligt mindre.

Program lørdag 7. december

Tid: Kl. 10-13

Sted: Banegårdspladsen i Ballerup

Forpremieren begynder kl. 10.00 med taler og snoreklip ved:

  • Jesper Würtzen (A), borgmester i Ballerup Kommune
  • Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune
  • Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør, Movia

De to borgmestre klipper sammen snoren til bussen.

Fra klokken cirka 10.10 kan du hvert 10. minut og helt indtil klokken 12.50 komme med på en klimavenlig rundtur i Ballerup (Ballerup st. – Linde Allé – Baltorpvej – Vestbuen – Præstevænget – Bydammen – Ballerup st.), hvor Movia svarer på spørgsmål om busdrift og el-busser.

Mød os i teltet på Banegårdspladen, hvor vi byder på lidt varmt at drikke og en honningkage.