Ballerup-pige vinder novellekonkurrence

Pige fra Ballerup vinder novellekonkurrence
28. september 2017

Rebecca på 12 år har netop vundet både Ballerups og Region Hovedstadens fantasy-novellekonkurrence. Nu har hun chancen for at blive danmarksmester.

Rebecca på 12 år fra Ballerup har med sin fantasy-novelle ”Gennem spejlet” vundet både Ballerups og Region Hovedstadens fantasy-novellekonkurrence for sin aldersgruppe.

Novellekonkurrencen i Ballerup i år er et led i Ballerups ”Skammerfestival” med Lene Kaaberbøls fantasyunivers ”Skammerens datter” som omdrejningspunkt.

Rebeccas og de øvrige finalisters noveller bliver nu læst af en jury bestående af forfatterne Jan Kjær, Dorte Roholte og Benni Bødker.
Vi må dog væbne os lidt med tålmodighed for vinderen af novellekonkurrencens finale offentliggøres først den 21. oktober på Herlufsholm Fantasy Bogmesse.

Tidsrejser gennem spejle
I Rebeccas novelle tager to børn på rejser i tiden gennem spejle. De lander i Inkariget i år 1512 og 1533, hvor de blandt andet er tæt på at blive ofret, får gudestatus og redder en pige fra Spaniens kolonisering.

Juryen fremhævede, at Rebeccas novelle vandt, fordi 'det er en spændende historie med en god handling og persongalleri. Fantasy-elementerne er også godt underbygget'.

Inspirationen til novellen fik Rebecca, da hun skrev en opgave om Inkariget i 5. klasse. Så da hendes mor opfordrede hende til at deltage i novellekonkurrencen, brugte Rebecca sommeren til at skrive skoleopgaven om. I juni var hun med til en skriveworkshop på Ballerup Bibliotek med fantasyforfatteren Helle Ryding, og her gav forfatteren hende gode råd og hjalp hende med at styrke fantasyelementerne i historien. 

Historiefortæller med skrivekløe
Rebecca fortæller, at hun bare må skrive. Hun har  skrevet så længe, hun kan huske, og har slet ikke tal på, hvor mange historier hun har fundet på.

- Jeg har en masse historier i hovedet, som bare må ned på papir. Jeg har det hele inde i hovedet, og når jeg først begynder at skrive, kan jeg slette ikke stoppe igen, siger Rebecca.

Og hun har heldigvis også et godt råd til andre børn og unge, der kan lide at skrive.

- Skriv dine idéer ned på papir og gerne så mange som muligt. Så går du ikke i stå i handlingen, anbefaler hun. Lige nu har Rebecca dog ikke planer om at blive forfatter. I stedet drømmer hun om at blive læge og så måske skrive bøger i sin fritid.