Ballerup planter træer

Ballerup planter træer i Harrestrup Ådal
11. september 2019

TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening går sammen i et stort indsamlingsshow til gavn for klimaet. Som første kommune planter Ballerup Kommune træer i Harrestrup Ådal.

Den 14. september blænder TV 2 op for det store indsamlingsshow ”Danmark planter træer”. Målet er at indsamle 20 millioner kroner. Dermed vil Danmark kunne plante én million træer og etablere såkaldte folkeskove spredt over hele landet.

Cirka fire hektar skov bliver plantet i Harrestrup Ådal. Ved et arrangement den 4. september blev de første 200 træer plantet på et areal ved Larsbjerggård sammen med skoleklasser fra kommunens skoler. Plantningen af de første træer i Ballerup Kommune bliver vist på din tv-skærm til indsamlingsshowet på TV 2.

Tv-stationen og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om indsamlingen, mens organisationen Growing Trees Network Foundation står for projektet.

FN’s klimapanel har peget på, at plantningen af mere skov er en central del af klimaløsningen, da skove er det mest effektive middel til at trække CO2 ud af luften.

Alle danskere, foreninger, fonde og virksomheder kan blive en del af ”Danmark planter træer” ved at give et bidrag.

Det store indsamlingsshow har Puk Elgård og Mikkel Kryger som værter og finder sted midt inde i en skov i Faxe Kommune.

Ballerup planter træer i Harrestrup Ådal