Ballerup vil forlænge samarbejdet med Team Danmark

Ballerup Kommune ønsker at forlænge sin aftale med Team Danmark, så Ballerup også de næste fire år er Elitekommune
Nyheden er korrigeret den 2. november
Ballerup Kommune ønsker også at være Elitekommune under Team Danmark de næste fire år. Det står klart, efter at politikerne i Ballerup torsdag aften tilkendegav, at de ønsker at forlænge samarbejdet, så det gælder frem til 31. december 2020.
- De sidste otte år har vi i Ballerup haft stort fokus på at udvikle og understøtte de lokale talentmiljøer. I perioden har vi oplevet en god og stabil udvikling på idrætsområdet, hvor der er mange dygtige idrætsudøvere. De deltagende foreninger er også blevet styrket på breddeniveau, så derfor var det helt naturligt for os at forlænge aftalen med Team Danmark, siger borgmester Jesper Würtzen.
- Når vi vælger at forlænge aftalen, så sikrer vi de kommende år fortsatte gode forhold for de lokale talenter, så de blandt andet kan få den daglige skolegang til at hænge sammen med den øgede træningsmængde, der følger med som elitesportsudøver, siger Jesper Würtzen.
Læs mere om Elitekommunerne (åbnet i nye vindue, teamdanmark.dk)
I aftalen, der nu skal underskrives af begge parter, er der lagt op til, at de prioriterede idrætsgrene er:
Skydning
Atletik
Banecykling
Svømning
Fodbold (kvinder)
Derudover har Ballerup Kommune udpeget to udviklingsidrætsgrene, som skal indgå i det udviklingsarbejde, der gælder for de prioriterede idrætsgrene. Der er tale om følgende udviklingsidrætter:
BMS Basket
AK Dan (brydning)