Børn og borgmester tog første spadestik til nyt børnehus

25. oktober 2016

Børn fra institutionen Sol og Mudder hjalp borgmester Jesper Würtzen, da arbejdet på det nye børnehus på Lundebjerggårdsvej blev påbegyndt

”Hvad hedder I?” spurgte borgmester Jesper Würtzen børnene, da han mødte op til første spadestik på det nye børnehus i Skovlunde.

Blandt de fremmødte børn fra Nordstjernen og Mudderpølen, blev to børn udvalgt til at hjælpe borgmesteren med at tage spadestikket.

”Vi har længe gerne ville have nogle bedre fysiske rammer for børnene her i Lundebjerg og Skovlunde nord”, sagde borgmesteren.

”De bygninger, vi har her på Lundebjerggårdsvej, har været gode, men de har haft deres tid. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet de over 60 millioner kroner, det vil koste at bygge et nyt spændende  børnehus. Et børnehus, der vil give de bedst mulige rammer for leg, læring  og udvikling….”

”Ligesom pokemon”, sagde et af børnene.

”Ja. Og i det nye hus kommer der en masse nye faciliteter som et stort fælles torv med masser af mulighed for aktiv leg, aktivitetssale og en legeplads på taget”, fortsatte borgmesteren.

”Hvordan kommer man derop?” ville et af børnene vide.

”Men selvom det er et stort hus, bliver der også mindre områder, hvor der er tryghed og plads til fordybelse”, fortalte borgmesteren.

Han takkede totalrådgiveren Rubow Arkitekter, institutionslederne, medarbejderne fra Center for Ejendomme og forældrebestyrelser.

”Nu tager totalentreprenøren Elindco over, og de vil sammen med totalrådgiveren knokle for, at vi i efteråret 2017 kan byde personale, børn og forældre velkommen i det nye børnehus”.

Det nye hus kan rumme omkring 200 børn. Det er institutionerne Mudderpølen, Paraplyen, Nordstjernen og Solsikken, der rykker ind. Der er udskrevet en konkurrence om et navn, og lige nu er man i udvælgelsesfasen.

Brugerne blev inddraget på et tidligt tidspunkt.

”Det er meget tilpasset vores pædagogik. Vi har været med i hele planlægningsfasen”, fortæller bygningskonstruktør Rie Norit Carlsen fra Center for Ejendomme.

Rejsegildet er planlagt til april 2017 og indvielsen til august 2017. Men hvem ved, måske bliver byggeriet færdig før tid. Børnene fortsatte i hvert fald med at grave, da de voksne efter det første spadestik fik sig en kop kaffe.