Lån til beboerindskud

Hvis du flytter i almen bolig, kan du søge kommunen om lån til indskud

Du kan søge kommunen om lån til beboerindskud, hvis du flytter i en almen bolig. Det er et krav, at boligen første gang skal være taget i brug den 1. april 1964 eller senere.

Der kan ydes lån til både lejligheder og enkeltværelser. Du kan ikke søge om lån, hvis du flytter i en almen ungdomsbolig uden selvstændigt køkken.

Kommunen skal som hovedregel yde lån – såkaldt ’pligtlån’ – hvis din husstands indkomst ligger under en bestemt grænse:

  • Hvis du flytter i en lejlighed: Din husstands samlede indkomst ved indflytning må ikke overstige 231.815 kr. (2016) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 40.500 kr. (2016) for hvert barn til og med fire børn.
  • Hvis du flytter i et enkeltværelse: Din husstands samlede indkomst ved indflytningen må ikke overstige 157.021 kr. (2016) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 40.500 kr. (2016) for hvert barn til og med fire børn.

Ud over almene boliger kan der ydes lån til nogle nærmere bestemte boligtyper til ældre og handicappede. Der er endvidere en række særlige regler for bl.a. flygtninge og for unge uddannelsessøgende i almene boliger, der bor i en fælles lejlighed. Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om lån til beboerindskud.

Start ansøgning nu

Lånet er til hele beboerindskuddet.

Kommunen kan give afslag på din ansøgning om lån til beboerindskud, selvom din husstands indkomst ligger under grænsen. Det kan ske i forskellige tilfælde:

  • Efter kommunens samlede vurdering har du ikke behov for lånet. Dette vil typisk være tilfældet, hvis du har tilstrækkelig formue til at betale indskuddet, eller hvis din indtægt kun rent midlertidigt ligger under indkomstgrænsen. Et andet eksempel er, hvis du allerede bor i en tilfredsstillende bolig i samme kommune eller byområde.
  • Lejen overstiger halvdelen af din husstandsindkomst.
  • Du har ikke afviklet gæld på et tidligere beboerindskudslån. Det er dog særlige tilfælde, hvor du alligevel ikke skal have afslag, selv om du ikke har afviklet gælden.

Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om afslag på ansøgning om lån.

Lån til beboerindskud bliver udbetalt direkte til boligorganisationen.

Som hovedregel skal du ikke betale renter og afdrag på lånet de første fem år af låneperioden.

Når de første fem år er gået, begynder forrentningen af lånet, og du skal begynde at betale lånet tilbage over en periode. Renten er på 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld. Tilbagebetalingsperioden afhænger af, hvilken type bolig du bor i:

  • Hvis du bor i lejlighed, skal du tilbagebetale lånet i løbet af 10 år.
  • Hvis du bor i et enkeltværelse, skal du tilbagebetale lånet i løbet fem år.

Når du flytter fra din bolig, skal boligorganisationen tilbagebetale beboerindskuddet til kommunen, og du skal tilbagebetale en eventuel restgæld til kommunen.

Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om lån til beboerindskud.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Kontakt

Borgerservice

Rådhuset
Hold-an Vej 7
2750 Ballerup

4477 2000

E-mail

Digital post