Hvad er ejendomsskat

Ejendomsskat består af grundskyld samt en dækningsafgift for erhvervsejendomme.

Hvert år i december måned får ejere af fast ejendom tilsendt en ejendomsskattebillet, som indeholder specifikationer over ejendommens skatter og afgifter. Skatterne forfalder i to rater; 1. januar og 1. juli.  

Grundskyld

Grundskyld for 2017 beregnes med udgangspunkt i den afgiftspligtige grundværdi. Ved den afgiftspligtige grundværdi forstås den laveste af følgende værdier:

  • Ejendommens grundværdi efter fradrag for forbedringer, således som disse beløb er fastsat ved vurderingen pr. 1. oktober 2015, og efter eventuel reduktion for fritagelser efter §§ 7 og 8 i lov om kommunal ejendomsskat.
  • Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld det foregående skatteår (2016), forhøjet med en reguleringsprocent. 

Hvis der er sket ændring af ejendommen og/eller grundens areal, anvendelse, planforhold,  udløb af ”fradrag for forbedringer”, eller at ejerlejlighedens fordelingstal er ændret, kan ejeren opleve en større stigning i beskatningsgrundlaget end det ovennævnte giver udtryk for.

Fastfrysning af grundskylden i 2017 (i forhold til 2016) gælder for både boligejere og lejere samt erhvervsejendomme. Du kan læse mere i dette faktaark fra Skatteministeriet om Fastfrysning af grundskylden i 2017, som du finder på dette link: http://www.skm.dk/media/1404220/Faktaark-grundskyld.pdf 

Dækningsafgift for erhvervsejendomme

For de fleste erhvervsejendomme opkræves der udover grundskyld endvidere en dækningsafgift, der beregnes af den del af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi (forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi), der overstiger 50.000 kr.

For visse offentlige ejendomme opkræves dækningsafgift af forskels- og grundværdi, jævnfør lov om kommunal ejendomsskat, § 23.

Promillerne for skatteåret 2017 i Ballerup Kommune

Grundskyld 28,89
Dækningsafgift, erhverv 10,00
Dækningsafgift, offentlige ejendomme - grundværdi 14,445
Dækningsafgift, offentlige ejendomme - forskelsværdi   8,75