Privat indkvartering

I Ballerup kommune har du nu mulighed for at udleje et værelse, et anneks eller en hel bolig til en flygtning eller en flygtningefamilie.
 
Du kan hjælpe de nye Ballerupborgere, så de falder godt til i Ballerup Kommune ved at tilbyde privat indkvartering. At bo hos en lokal familie kan nemlig være et vigtigt skridt på vejen til god integration. Via en privat indkvartering kan flygtninge lære Ballerup at kende på en god og naturlig måde og kan skabe et lokalt netværk.
 

Hvilke lejemål kan godkendes til privat indkvartering?
Boliger og værelser der er godkendt til beboelse, dvs. rum, hvor kvadratmeter tæller med på din BBR ejermeddelelse (læs mere om BBR ejermeddelseslse her eller find din BBR ejermeddelelse her).

Vi forestiller os, at det primært vil være et værelse som du ønsker at leje ud, men vi er også interesseret i et helt hus, en længe på en gård, en separat lejlighed til et hus eller hvad der nu måtte være af relevante løsninger.

Er der krav til størrelse, møblering eller andet?
Der er ikke krav om et vist antal kvadratmeter i det eller de rum du stiller til rådighed. Der er udelukkende krav om, at der er adgang til køkken og bad. Det vil være en individuel vurdering, om der er den relevante plads og faciliteter.

Møblering
Ballerup Kommune møblerer som udgangspunkt lejemålet, med mindre andet er aftalt. Er der derfor enkelte møbler, der fx er tunge at flytte, kan der laves en særlig aftale om dette.

Hvor lang tid skal vi kunne have en flygtning boende?
Vi ser gerne, at du kan huse en flygtning i minimum seks måneder. Det er også en mulighed, at opholdet varer længere end de seks måneder, hvis både udlejer og den logerende synes, at det er en god løsning.

Forsikring, Skat og boligstøtte
Det er vigtigt, at du tager kontakt til dit forsikringsselskab og afklarer om udlejning af et værelse får betydning for dine forsikringsforhold. Se også her for svar på forsikringsspørgsmål.

Det er også en god idé at undersøge, om udlejning kan have en betydning for dine skatteforhold. Kontakt i den forbindelse SKAT, der vil kunne udtale sig konkret.

Du kan vælge mellem et bundfradrag på 24.000 kr. inden der skal svares skat af indtægten som udlejer eller et regnskabsmæssigt fradrag.

Hvis du selv bor til leje, er det også vigtigt at overveje, om det får konsekvenser for din boligstøtte, hvis du udlejer et værelse. Det er Udbetaling Danmark, der kan rådgive dig i spørgsmål om boligstøtte. Du kan også selv beregne konsekvensen af en lejeindtægt her.

Hvis du udlejer et værelse eller mere i en bolig, du selv bor i, påvirkes dine offentlige ydelser såsom kontanthjælp ikke, men der vil ske en reduktion i særlig ydelse, hvis du modtager det. Hvis du er usikker på, hvordan udlejningen påvirker dine ydelser, kan du kontakte Ydelsescentret i Ballerup Kommune på borger@balk.dk eller ved at ringe til os på tlf.: 44 77 35 88.

Vi vil gerne leje ud til en flygtning, hvad gør vi?
Du kan henvende dig enten ved at ringe på tlf. 23 62 16 96 eller ved at skrive en mail til privatindkvartering@balk.dk. Her hører vi, hvad det er du gerne vil leje ud og aftaler et tidspunkt, hvor vi kan komme og se lejemålet.

Besigtigelse af lejemålet
Vi kommer ud til dig for at se, hvad det er du gerne vil leje ud. Samtidig hører vi lidt om dine forventninger til samarbejdet, samt hvad der er vigtigt for dig i forbindelse med en mulig aftale. Ballerup Kommune vil desuden fortælle lidt om, hvad du kan forvente som udlejer og hvilke erfaringer andre har haft med privat indkvartering. Du vil have mulighed for at stille spørgsmål og høre nærmere om den videre proces.

Huslejefastsættelse
Huslejen fastsættes ud fra rigtig mange parametre, og det er derfor ikke muligt at opgive det her. Det vi tager med i fastsættelsen kan fx være, størrelsen, om der er eget bad/toilet, eget køleskab, adgang til have mv.

Flygtninge har en stram økonomi og der er ved lov fastsat en max. husleje på 2.112 kr. for en enlig. Par og familier med børn har et lidt højere loft. Ballerup Kommune har mulighed for at dække en difference mellem udlejningsprisen og huslejeloftet indenfor et rimeligt niveau. Huslejen udbetales af Ballerup Kommune og der vil derfor ikke være et økonomisk mellemværende mellem dig som udlejer og den flygtning, der bor til leje.

Indflytningsrapport/ udflytningsrapport
Forud for den logerendes indflytning mødes Ballerup Kommune og dig som udlejer på lejemålet og udfærdiger en indflytningsrapport. Denne skal sikre, at vi er enige om, hvilken stand det lejede er i ved overtagelsen.

Ved udflytning udfærdiger vi ligeledes en udflytningsrapport, hvor vi bliver enige om hvorvidt Ballerup Kommune får det fulde indskud retur.

Den enkelte flygtning opfordres til at tegne en ansvarsforsikring, men det er ikke et lovkrav.

Tilbud til udlejer / indgåelse af aftale
Når vi er nået til enighed omkring husleje og vilkår, udfærdiger vi en lejekontrakt med Ballerup Kommune som lejer og med en aftale om, hvem det er der flytter ind. Du har forud for aftalens indgåelse mødt den eller de flygtninge som vi tænker passer til dine forventninger og du har sagt ja tak til, at det netop er vedkommende, der skal bo hos dig.
 

Hvordan sikres et godt match?
Når flygtningene skal indkvarteres, vurderer vi først, om de vil have gavn af at komme i privat indkvartering, og derefter bliver de tilbudt denne mulighed. Hvis de ønsker privat indkvartering, bliver den enkelte flygtning matchet med de tilbud om udlejning vi har. Vi forsøger altså at finde det bedste match mellem forventninger, ønsker og ressourcer. Der vil nogle gange kunne gå nogen tid før der findes den rigtige flygtning.

Kontaktmøde
Efterfølgende vil der blive afholdt et møde mellem udlejer, flygtning og Ballerup Kommune, hvor du har mulighed for at drøfte gensidige forventninger og I kan høre lidt om hinanden. Hvis alle parter herefter er enige, bliver der udarbejdet en lejeaftale og taget skridt til den egentlige indflytning – herunder møblering mv.

Efter et succesfyldt kontaktmøde vil Ballerup Kommune bestræbe sig på, at flygtningen hurtigt kan flytte ind i lejemålet.

Der vil under hele processen være mulighed for, at både du som udlejer og den enkelte flygtning kan sige nej tak. Selv om et kontaktmøde ikke fører til en udlejning, vil Ballerup Kommune fortsat arbejde på et match med en flygtning, hvis du fortsat ønsker at udleje. Ligeledes vil flygtningen kunne få tilbudt en anden privat indkvarteringsmulighed.

Åben telefonlinje
Der kan ind imellem opstå tvivl mellem udlejer og den logerende om, hvordan aftaler imellem jer eller i lejekontrakten skal tolkes. Det er derfor muligt at kontakte Ballerup Kommune alle ugens syv dage, hvis behovet skulle opstå.

Det er vigtigt for Ballerup Kommune at understrege, at vi ønsker, at dette bliver en god oplevelse for alle parter.

Målgruppen
Der kommer flest flygtninge til Ballerup Kommune fra Syrien og Eritrea. De fleste er enlige, voksne eller unge mænd. Derfor vil det også primært være dem, der har brug for privat indkvartering. Der vil også være enlige kvinder, men i et mindre omfang. Ligeledes er der familier og par, der kan ønske privat indkvartering. Hvis man ønsker at huse en mindre familie, må det meget gerne oplyses ved henvendelsen.
 
Flygtningene har måske allerede været i Danmark i op til ét år, når de tilbydes privat indkvartering, men en stor del vil være ganske nyankomne. De kan i et begrænset omfang tale og forstå dansk. De modtager danskundervisning og er meget motiverede for at lære og bruge deres danske sprog. Denne undervisning foregår som udgangspunkt alle hverdage fra kl. 8 til kl. 15.

Børnene modtager i starten undervisning i modtagerklasser på Hedegårdsskolen.

Nogle af de flygtninge vi modtager i Ballerup Kommune vil have haft oplevet meget ubehagelige ting og stadig være mærket af dette. Denne gruppe har behov for og modtager hjælp og bolig på anden vis og vil derfor som udgangspunkt ikke blive tilbudt privat indkvartering.

Flygtningene ankommer løbende over året og ofte i større grupper. Det kan forventes, at der sidst på året vil komme væsentligt flere flygtninge og dermed øges behovet for indkvartering.

Privat indkvartering kan foregå på meget forskellige måder. Privat indkvartering kan både tilbydes i en ejerbolig og i en lejebolig, og det kan både være et enkelt værelse eller en hel bolig, der lejes ud. Der kan også være stor forskel på hvilken kontakt, der er mellem udlejer og flygtning. Nogle familier foretrækker bare at være udlejer, andre tilbyder et bofællesskab med flygtningen eller bliver en slags værtsfamilie på linje med, hvordan ordninger med udvekslingsstuderende foregår. Det er op til den enkelte, hvordan den privat indkvartering skal foregå. Nedenfor er nogle fiktive eksempler herpå, samt eksempler fra Furesø Kommune. 

Værtsfamilie
Grethe og Ib bor i et hus i et villakvarter og deres børn er flyttet hjemmefra. De havde egentlig tænkt på at tage en eller to udvekslingsstuderende i et år, for at fylde de tomme værelser ud og få lidt liv i huset. Nu har de i stedet valgt at tage to unge teenagebrødre, der er flygtet fra Syrien i privat indkvartering. De deler køkken sammen, men drengene råder over det ene badeværelse i huset. De laver mad sammen et par gange om ugen, og Grethe og Ib hjælper drengene med lektier og har vist dem rundt i kommunen og taget nogle udflugter sammen med dem. Drengene trives med at bo hos en værtsfamilie og vil gerne blive boende det næste års tid. 

Udlejer
Michael bor i en stor lejelejlighed. Efter kæresten flyttede, har han et værelse til overs, så derfor har Michael tilbudt Ballerup Kommune at leje det til en flygtning i privat indkvartering. Michael rejser meget med sit arbejde, så det bliver ikke til noget med at lave mad sammen med Ibrahim, men de hilser da på hinanden om morgenen og drikker kaffe sammen en gang i mellem, hvor de lige får talt de praktiske ting igennem. Ibrahim venter på at få familiesammenføring med sin kone og datter og så håber han på at få en permanent bolig via kommunen. 

Eksempler fra Furesø Kommune
Furesø har allerede gode historier om privat indkvartering af flygtninge gennem det sidste års tid. Du kan her se et indslag fra Lorry og høre en hel radioudsendelse fra DR’s P1:

http://www.dr.dk/p1/baglandet/baglandet-2

http://www.tv2lorry.dk/nyheder/24-03-2015/1930/furesofamilie-abner-hjemmet-flygtninge?autoplay=1#player?clip#player

Kontakt

Privat indkvartering
af flygtninge

23621696

E-mail