Buslinje 350S ser ud til at overleve – dog i amputeret udgave

tog og bus
11. maj 2020

Ruten bliver afkortet ved Malmparken Station.

Tirsdag aften i sidste uge var Trafikudvalget i Region Hovedstaden samlet for at finde besparelser på den kollektive trafik i regionen. En mulig besparelse var en komplet nedlæggelse af buslinje 350S, som hver dag kører fra Nørreport Station til Ballerup Station.

Læs mere: Nedlæggelse af 350S er en helt misforstået opgave

En god nyhed

Trafikudvalget i Region Hovedstaden anbefaler efter tirsdagens møde, at buslinje 350S fortsætter driften – dog i en anden form.

Læs mere: Anbefaling: Trafikbesparelserne skal hentes uden for myldretid og i weekenderne (eksternt link)

- Det er en god nyhed for de mange mennesker, som hver dag pendler med 350S til deres arbejde eller studie – især til erhvervsområdet Lautrup, siger Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup Kommune.

Afkortning af ruten

To millioner passagerer kører hvert år med 350S. I dag kører buslinjen fra det centrale København og til Ballerup Station. Fremover bliver endestationen dog ved Malmparken Station.

- Jeg er tilfreds med, at Trafikudvalget har lyttet til virksomhederne og de studerende og bevarer 350S. Det er dog meget ærgerligt, at ruten bliver afkortet, så der kommer dårligere dækning af Regionens Psykiatriske Center i Ballerup. Jeg håber, at der kan findes en god løsning, så rejsende på den del af strækningen har et tilfredsstillende alternativ.

Den endelige beslutning om besparelser i den kollektive trafik i Region Hovedstaden bliver taget på et regionsrådsmøde den 19. maj.