Byggeri medfører gravearbejde og nye parkeringsforhold i Ballerup Bymidte

ballerup byskilt
25. marts 2020

Byggeri i centrum af Ballerup gør, at du vil opleve gravearbejde og ændrede parkeringsforhold.

Der er gang i gravemaskinerne i midten af Ballerup. Det betyder, at du ikke kan forvente, at du kan parkere din bil, hvor du plejer at sætte den, når du har et ærinde centralt i byen. Få et overblik over ændrede p-forhold og gravearbejde her.

Heldagsparkering

  • Flere steder i byen kan du parkere din bil på en offentlig parkeringsplads hele dagen. 137 p-pladser finder du ved Lindevænget og 97 af slagsen bag Ballerup Rådhus.

Gravearbejde

  • Vand- og spildevandsselskabet Novafos fortsætter arbejdet med separatkloakering på Lindevænget. Arbejdet er efter forventning færdigt i slut-marts/start-april.
  • På parkeringspladsen bag Meny fortsætter Novafos ligeledes gravearbejdet. Planen er, at gravemaskinerne er væk til påske. Herefter fortsætter arbejdet ned ad Sct. Jacobsvej hen imod Vognporten.

Vi nedlægger p-pladser

  • Parkeringspladsen bag Lidl og apoteket bliver nedlagt. Det samme gælder parkeringspladsen på Ahornsvej, hvor Novafos pt. har byggeplads. Det sker, når byggeriet af nye lejligheder på Bydammen går i gang. Opstarten er planlagt til april.

Det sker med nedlæggelse af p-pladserne:

  • Vi genindfører tidsbegrænsning på tre timer på parkeringspladser på den anden side af Bydammen – ved det gamle posthus.
  • Har du parkeringstilladelse til p-pladserne, der bliver nedlagt, så gælder den nu automatisk for parkeringspladserne ved det gamle posthus.
  • Vi flytter de midlertidige handicappladser bag apoteket til parkeringspladsen bag det gamle posthus. Når byggeriet på Banegårdspladsen er færdigt, kommer handicappladserne endeligt til at være ved stationen.
  • Vi flytter ligeledes de midlertidige taxaholdepladser til parkeringspladsen bag det gamle posthus. De endelige taxaholdepladser kommer ligeledes til at være på Banegårdspladsen, når arbejdet på pladsen er færdigt.

Banegårdspladsen

  • Vi går snart i gang med færdiggørelsen af den sidste del af Banegårdspladsen. Vi forventer opstart til foråret/forsommeren. Forventningen er, at Banegårdspladsen står færdig ved årets udgang.

Øvrige ændringer

  • Desuden er Ballerup Kommune i gang med at vurdere antallet af parkeringstilladelser og tidsbegrænsningen på p-pladserne tættest på gågaden. Hensigten er at sikre, at p-pladserne tættest på Centrumgaden først og fremmest er til kunder.

Følg med

Den helt ekstraordinære situation med at forhindre spredning af coronavirus i Danmark betyder, at tidsplanerne for arbejdet kan blive rykket.