Danmark spiller basket-playoff i Ballerup Super Arena

basketball
16. maj 2019

Danmark møder mellem 7. og 21. august Albanien og Hviderusland i fire playoff-kampe. 10. august mod Albanien og 17. august mod Hviderusland er på hjemmebane i Ballerup Super Arena

Over det sidste år har Danmarks herrelandshold i basketball været snublende tæt på at bryde igennem muren til det øverste niveau i Europa. Nu resterer der kun fire playoffkampe i august, der kan sende danskerne op i kontinentets top. Billetterne til de to hjemmekampe i Ballerup Super Arena sættes til salg 14. maj kl. 12.

Danmark møder mellem 7. og 21. august Albanien og Hviderusland i fire kampe, hvoraf de to midterste, henholdsvis 10. august mod Albanien og 17. august mod Hviderusland, er på hjemmebane i Ballerup Super Arena. Danmark har mødt og slået begge lande i kvalifikationens første runder.

Kun førstepladsen tæller
Skal herrelandsholdet med i EM-kvalifikationsturneringens hovedrunde og prøve at bide skeer med de store hold som Spanien, Kroatien, Frankrig og Italien, er det kun en førsteplads i gruppen der tæller. Vinderen af gruppen går videre til hovedkvalifikationen, hvor alle de stærkeste basketnationer er med.

Her venter et gruppespil med fire hold, hvor blot en tredjeplads vil sikre deltagelse i EM-slutrunden i 2021.

Landstræner Erez Bittman ser Danmarks chancer således:

-Vi har en stor opgave med at vinde gruppen, så vi kan få nogle af Europas største basketlande til Danmark i gruppespillet, fortæller den israelske træner. Jeg har stor tillid til at spillerne kommer motiverede og klar til at hjælpe Danmark til en førsteplads i playoffkampene.

Det er et dansk landshold med ambitioner, vilje og sejrsmuligheder, der skal spille i Ballerup Super Arena i august. Landsholdet satte sidste sommer tilskuerrekorder i cykelarenaen i Ballerup, hvor Danmark oven i købet er ubesejrede og håber på samme opbakning denne sommer.

Det er en arena, som Danmarks Basketball Forbund og landsholdet glæder sig til at vende tilbage til, og den følelse er gengældt:

-I Ballerup er vi stolte af at være en del af nationale events på et højt niveau, siger Ballerups borgmester Jesper Würtzen. Sidste år var vi med til at slå publikumsrekorder sammen med Danmarks Basketball Forbund – og det var en rigtig god oplevelse for alle. Vi glæder os over at få mulighed for at skabe nogle rigtig gode kampe igen i år, når vores landshold i basketball igen dribler ind på banen i Ballerup Super Arena. Store sportsbegivenheder er noget af det, der virkelig kan få os til at rykke sammen – lokalt såvel som i hele landet, afslutter Jesper Würtzen.

Historisk godt år
Danmark gik ubesejret gennem første kvalifikationsrunde i 2017-18, hvor blandt andet Albanien var blandt modstanderne. Alligevel blev forventningerne holdt i ave, da anden runde i 2018-19 bød på stærke modstandere som Sverige og Hviderusland, der historisk har været et par niveauer over Danmark, og kun vinderne kvalificerede sig til top 32.

Den endte med at være marginalerne, der afgjorde, at Danmark måtte ud i denne sommers playoffkampe, idet den første runde kampe bød på sejre over begge historisk stærke modstandere. Den største sensation var sejren over Sverige på hjemmebane, som Danmark ikke havde slået i over 50 år.

Til sidst faldt gruppen sådan ud, at vinderen mellem returopgøret mellem Danmark og Sverige i Malmø ville afgøre gruppesejren og oprykningen. Her var Danmark foran med et minut igen og havde – efter et svensk comeback – to straffekast, der kunne have udlignet kampen med 11 sekunder igen, men som røg ved siden af.

Kampene i kvalifikationsplayoff afvikles således:

Lørdag 3. august: Albanien-Hviderusland
Onsdag 7. august: Hviderusland-Danmark
Lørdag 10. august: Danmark-Albanien
Onsdag 14. august: Hviderusland-Albanien
Lørdag 17. august: Danmark-Hviderusland
Onsdag 21. august: Albanien-Danmark

Fakta
Ballerup Super Arena og Danmarks Basketball Forbund (DBBF) indgik i september 2017 en aftale om at afholde landskampe i arenaen de næste år med ambition om, at Ballerup skal være fast hjemmebane for herrelandsholdet fremover.

Læs mere her: https://ballerup.dk/borger/ballerup-bliver-ny-basketby