De første stærekasser er sat op i Måløv

kontrol
26. juni 2018

To såkaldte stærekasser til automatisk trafikkontrol er sat op i Måløv. Standerne er de første af i alt 20 standere, der skal sættes op i Danmark

Foto: Borgmester Jesper Würtzen til højre ser nærmere på den ene stærekasse. Til venstre står transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen

Mandag den 25. juni indviede transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og borgmester Jesper Würtzen de to første standere til automatisk trafikkontrol, de såkaldte stærekasser, i Danmark.

Læs mere: Nu starter opsætningen af stærekasser langs landevejene (trm.dk)

Stærekasserne er placeret i Måløv ved krydset Ballerup Byvej / Måløv Byvej - også kendt som Toyota-krydset - hvor hastigheden ofte er for høj, og hvor der de seneste år har været flere alvorlige ulykker.

- De faste ATK-standere skal øge trafiksikkerheden i Danmark. Erfaringer viser, at de fleste bilister sænker hastigheden, når de kan se, at der er fartkontrol. Derfor kan stærekasserne være med til at øge trafiksikkerheden på de strækninger, hvor Vejdirektoratet og Rigspolitiet har vurderet, at risikoen for ulykker er stor, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

​Standerne i Måløv skal i første omgang fungere som pilotstandere, der blandt andet skal bruges til at teste forbindelsen til politiets systemer.

I alt skal der opsættes 20 standere rundt i Danmark. I løbet af sommeren vil de næste fem standere blive sat op på tre lokationer ved henholdsvis Slagelse, Nykøbing Falster og Albertslund. De resterende standere og kameraer forventes opsat i løbet af sensommeren og efteråret.

skilte
Foto: Skilte ved vejen fortæller om stærekasserne