Få hjælp til dit rygestop

Rygestop
12. august 2019

”Røgfrit liv” hedder et nyt rygestoptilbud i Ballerup Kommune. Kurset tager afsæt i de positive erfaringer fra det hidtidige kursus ”Kom & Kvit”. ”Røgfrit liv” bygger på nyeste viden om rygestop og med fælles stopdato for deltagerne. ”Røgfrit liv” begynder den 26. august.

Der er grunde nok til at få hjælp til at sparke cigaretterne ud af dit liv.

Langt de fleste rygere har et ønske om at stoppe. Langt de fleste ville ønske, at de aldrig havde røget den første smøg. Langt de fleste har først held med at stoppe, når de får hjælp.

Har du lyst til et liv uden røg, kan du få hjælp til få det til at ske på kurset ”Røgfrit liv”. Her får du støtte fra andre, der ligesom dig ønsker rygestop, og med kyndig vejledning af en rygestopvejleder.

Kurset består af seks møder hver mandag klokken 16.00 og begynder den 26. august. På kurset får du redskaber til at undgå at handle på impulser, trang og vaner. Inden første gang har du og rygestopvejlederen en startsamtale, hvor I lægger en plan for dit rygestop.

Tilskud til rygestopmedicin

Hvis du ryger mere end 15 cigaretter om dagen og har en årsindkomst på under 250.000 kroner, kan du få tilskud til medicin til rygestop, når du deltager i kurset.

Du har endvidere mulighed for at vælge et rygestoptilbud i en af Ballerup Kommunes nabokommuner, hvis den pågældende kommune har et rygestoptilbud, der passer dig bedre i forhold til geografi eller tidspunkt. Det er et resultat af et fleksibelt samarbejde mellem ni kommuner. Kommunerne er Rødovre, Gladsaxe, Furesø, Egedal, Herlev, Ballerup, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune.

Tilmelding

Kurset bliver afviklet på mandage klokken 16.00 og et par timer frem. Første gang den 26. august.   

Du kan tilmelde dig helt frem til denne dato. Du tilmelder dig på SMS: 22 52 91 42, telefon: 44 77 25 61 eller e-mail: rygestop@balk.dk.

Rygestoptilbuddet ”Røgfrit liv” erstatter rygestoptilbuddet ”Kom & Kvit”.

Vidste du?

… at tre ud af fire ramt af blodprop i alderen 30-50 år er rygere?

… at 73 procent af dagligdagsrygere ønsker at stoppe med at ryge?

… at kun fire procent lykkes med et rygestop uden hjælp? Med rådgivning og medicin er tallet 20 procent.

… at 72 procent af alle rygere ikke ville ryge, hvis de kunne leve deres liv om?