Folder viser vej til 12 skønne naturområder

folder
12. marts 2019

Flere skal have mulighed for at gå på opdagelse i Ballerups skønne og fantastiske natur. En ny folder viser vej, og den gør alle interesserede klogere på det lokale plante- og dyreliv.

Foto: Lundegårdens naturpark findes også i folderen

Ballerup Kommune gemmer på mange skønne naturområder og grønne oaser. 12 af dem er nu blevet meget nemmere at finde. Det sker med en ny folder, som er på vej ud til biblioteker og kulturhuse.

I folderen kan alle interesserede dykke ned i uddybende omtaler af fx de planter og dyr, som er kendetegnende for de udvalgte 12 grønne naturområder.

- Folderen er ment som inspiration til alle, der ønsker at komme ud og opleve kommunens skønne natur. Ballerup ligger i et sandt smørhul med fantastisk natur, som bare venter på at blive udforsket, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann.

Læs mere: Se folderen "Naturen i Ballerup Kommune"

- Jeg er selv et stort naturmenneske. Men mange, som jeg har talt med, har faktisk manglet sådan en folder. Med den i hånden kan vi forhåbentlig udbrede kendskabet til de mange dejlige naturområder derude, som mange måske ikke kender. Så jeg kan kun opfordre til at tage folderen og familien i hånden og komme ud og besøge dem, siger Hella Hardø Tiedemann.

Ballerup Kommune har valgt de 12 områder på grund af deres landskabelige sammenhæng, og fordi der er gode muligheder for rekreative og naturmæssige oplevelser. Der er både store åbne områder som Harrestrup Ådal og mindre som Højengen.

Folderen vil blive omdelt på biblioteker og til diverse naturarrangementer. Den kan også fås på Ballerup Rådhus.