Forældrene har taget Aula til sig

mor med børn - aula
6. november 2019

Aula er kommet godt fra start i Ballerup Kommune. Syv ud af ti forældre er nu på Aula, og det er flere end gennemsnittet for kommunerne.

Det er nu tre uger siden, Aula gik i luften i Ballerup Kommune. Den overordnede status er, at det går godt med det nye system, der skal lette kommunikationen mellem skole og hjem.

- Jeg synes, vi er kommet godt fra start. Aula kører stabilt, og brugerne har taget Aula til sig. En dugfrisk statistik viser, at 72% af forældrene i Ballerup Kommune nu er på, og det er jeg rigtig god tilfreds med, siger Kristine Sporring, der er projektleder for Aula.

På landsplan er det 55% af forældrene, der er på Aula, og dermed er Ballerup Kommune kommet stærkt fra start. Det betyder også, at der tre uger efter kickoff, er flere Ballerup-forældre på Aula, end der var på det gamle ForældreIntra.

Fælles Aula-førstehjælp til forældrene 
Ifølge projektlederen er det langt fra tilfældigt, at der er flere forældre på Aula i Ballerup Kommune sammenlignet med landsgennemsnittet.

- Jeg synes det er flot, vi har fået så mange forældre på Aula så hurtigt, men jeg er ikke overrasket. I Ballerup Kommune har vi gjort meget for at sikre en god start på Aula, og den investering høster vi nu udbyttet af, siger Kristine Sporring.

Ud over at personalet på skolerne har fået flere kurser i Aula, så er der også blevet varmet godt op til overgangen til Aula med målrettede kampagner overfor forældrene.
 
Allerede til forældremødet i klassen lige efter sommerferien fik forældrene besked om,  at Aula gik i luften efter efterårsferien. Og op til efterårsferien fik alle elever en skræddersyet folder med hjem i skoletasken med en vejledning til log-in og en introduktion til funktionerne i Aula. Samme uge som Aula gik i luften var der også Åbent Hus på skolerne, hvor forældrene kunne få hjælp til at downloade app’en, log-in eller hjælp til at finde ugeplanen med ugens lektier. 

Næste skridt: Forældreundersøgelse af Aula
Selv om Kristine Sporring er godt tilfreds med forældrenes interesse for Aula i Ballerup Kommune, er hun også spændt på, hvad de synes om det nye system. Men det får hun forhåbentlig opklaret i løbet af de næste par måneder.

Ballerup Kommune er nemlig blevet udvalgt til at være med i en undersøgelse af forældrenes brug af henholdsvis ForældreIntra og Aula. Undersøgelsen bliver gennemført af Epinion på vegne af KOMBIT og i alt ti kommuner er med i undersøgelsen. 

-Jeg glæder mig til, vi får resultatet af vores egen brugerundersøgelse blandt forældrene i Ballerup Kommune. Så får vi en indikation af, hvad forældrene synes om Aula, og hvad vi skal have fokus på i den videre udvikling, siger Kristine Sporring.

Fakta om Aula

  • Aula er det største offentlige it-system nogensinde målt på antallet af brugere, som potentielt er 2 millioner. 
  • I dag har Aula ca. 880.000 brugere, og der kommer dagligt ca. 15.000 nye brugere til.
  • Aula skal udrulles i alle landets kommuner. I dag bruger 90 ud af 98 kommuner Aula.
  • Interessen for Aula har været så stor i Ballup Kommune, at ballerup.dk/aula var en af de mest besøgte sider på kommunens hjemmeside i oktober måned med over 2.200 besøgende.