Fuld fart på valg af uddannelse

uddannelse
20. november 2017

Knap 500 folkeskoleelever var inviteret på uddannelses-date onsdag og torsdag. Et arrangement som eleverne var begejstrede for.

Foto: Fra venstre Marie, Cecilie, Alexander og Emre fra Baltorpskolen afd. Rugvænget og Hedegårdsskolen. De fire elever var blandt de 500, der fik gode informationer før deres uddannelsesvalg til december.
 
Der var rift om stolene, da Ballerup Rådhus onsdag og torsdag åbnede dørene for alle kommunens folkeskoleelever i 8. klasse. 
 
Folkeskoleeleverne var begge dage inviteret til dating, men de skulle dog ikke date nye bekendtskaber men derimod date syv forskellige ungdomsuddannelser. Formålet med arrangementet var at gøre folkeskoleeleverne helt klar til deres foreløbige valg af ungdomsuddannelse, som de skal tage til december.
 
Repræsentanterne fra ungdomsuddannelserne var nuværende studerende, der selv har prøvet uddannelsen på ”egen krop”.
 
- Vi fortæller blandt andet, at deres uddannelsesvalg også handler om fravalg. Fx skal man være klar til at sidde og lave lektier lørdag aften, fortæller Tone. Hun går i 1.G på Borupgaard Gymnasium. Hun lægger samtidigt vægt på det specielle sammenhold, der eksisterer på Borupgaard, når hun fortæller om uddannelsesstedet.
 
borupgaard
Foto: Fra venstre Tone, Emma og Frederik fra Borupgaard Gymnasium, som var klar med gode og relevante svar på folkeskoleelevernes spørgsmål
 
Garanteret job efter uddannelse
Ved et af de andre borde sidder 27-årige Casper. Han er ved at uddanne sig til smed på TEC. 
 
- Der er stor mangel på smede, og arrangementet har givet mig mulighed for at fortælle om min uddannelse. Der er desværre den misforståelse, at smede er nogen, der står og varmer metal op og hamrer på det. Det lærer man slet ikke i dag. Det er i stedet 3D-tegninger og store konstruktioner. Faget er i dag meget mere avanceret, fortæller Casper.
 
casper
Foto: Casper fra TEC
 
Casper er i gang med at tage en såkaldt fordelsuddannelse på TEC. Den betyder, at han faktisk er hyret af en virksomhed til at uddanne sig som smed. Til gengæld kan han være sikker på, at han har et job efter endt uddannelse.
 
Fedt arrangement
Og det ser ud til, at Casper og Tones anstrengelser gjorde en forskel.
 
- Det har været rigtig fedt. Jeg har fået en større viden om de forskellige uddannelser. Jeg er fået nogle idéer til, hvad det er, jeg gerne vil, siger 14-årige Cecilie, der går i 8. klasse på Hedegårdsskolen i Ballerup.
 
- På denne her måde får man en bedre viden, i stedet for at man hører det fra andre, fortalte Cecilies klassekammerat Alexander, da han havde været alle uddannelserne igennem. 
 
Også Marie fra Baltorpskolen afd. Rugvænget havde fået information, der havde gjort hende endnu klogere på deres uddannelsesvalg. 
 
- Jeg har fundet ud af, at jeg måske skal satse mere på erhvervsuddannelserne end de gymnasiale. Det vidste jeg ikke i forvejen, sagde Marie.
 
Det var femte gang, at Ballerup Kommune afholdt uddannelsesdating.