Gå på opdagelse i vores fælles kunst

17. oktober 2018

Frem med mobilen, for nu har vi sat QR-koder på vores allesammens kunstværker, så du kan gå på opdagelse i kunsten.

I Ballerup Kommune findes der over 130 offentlige kunstværker. De er med til at give oplevelser, skabe nye fællesskaber og sætte præg på vores fælles rum.

På diskrete steder på de offentlige kunstværker kan du nu finde en lille QR-kode. Scan koden med kameraet på din mobiltelefon, og PLING! Så er du ledt direkte videre til spændende og uddybende information om lige præcis det kunstværk, du står over for.

På nær nogle få historiske bygninger er værkerne blevet til i perioden fra 1980 og frem til i dag og rummer et bredt udsnit af førende danske samtidskunstnere, med enkelte internationale indslag. Noget, der er helt særligt for vores fælles kunst i kommunen.  

Det er med andre ord nok Danmarks største udendørsmuseum, som står og venter på at blive opdaget af dig. 

Derfor gør vi det
I budgetaftalen for 2017 besluttede Kommunalbestyrelsen, at informationsindsatsen omkring de offentlige kunstværker skal opgraderes, bl.a. via fysiske infoskilte og uddybende netbaseret information.

QR-koderne er en del af denne indsats, og håbet er, at børn og voksne får lyst til at gå på oplevelse i vores allesammens store udendørsmuseum og lære mere om den kunst, der står frit tilgængelig omkring os.

Udgiften til informationsindsatsen er prioriteret indenfor rammen af Kultur- og Fritidsudvalget, kunstpuljen.