Gå på skattejagt i kunsten

skattekort
3. april 2019

Tag et skattekort under armen, mobiltelefonen i lommen og gå på opdagelse i Ballerup Kommunes kunstskatte. 

I Ballerup Kommune er der over 130 offentlige kunstværker. De er med til at give oplevelser, skabe nye fællesskaber og sætte præg på vores fælles rum. Men har du styr på, hvor værkerne står, og hvad de symboliserer?

Alle kunstværkerne er derfor blevet markeret med et rødt kryds på et vaskeægte skattekort. Kortet giver mulighed for, at skoleelever, børnefamilier og andre nysgerrige kan gå på opdagelse i et af Danmarks største "udendørsmuseer", som man næsten kan betegne Ballerup Kommune som.

Kortet er en råskitse af hele Ballerup Kommune, hvor enkelte vejnavne fremgår, men ellers er det bare at sætte gang i kreativiteten og finde den indre Indiana Jones frem for at finde og opspore kunstværkerne.

Læs mere: Se kunstværkerne

Skan med mobiltelefonen - og læs mere
På diskrete steder på alle de offentlige kunstværker er der også en lille såkaldt QR-kode. Scanner du koden med kameraet på mobiltelefonen, bliver du ledt direkte videre til spændende og uddybende information om lige præcis det kunstværk, som du står overfor.

Skattekortet kan fås på Ballerup Bibliotekerne, og elever kan få fingrene i kortet på skolebibliotekerne. I løbet af foråret følges skattekortet op med et læringsmateriale til skolerne på udvalget kunstværker.