Innovationsminister Løhde besøgte FRONTEN

Innovationsminister Sophie Løhde på besøg i FRONTEN
3. juli 2018

Innovationsminister Sophie Løhde lyttede interesseret, da hun besøgte Fronten, som er kommunens nye tilbud til borgere med psykiske og sociale udfordringer.

Onsdag den 20. juni lagde innovationsminister Sophie Løhde vejen forbi FRONTEN i Ballerup Kommune.

FRONTEN er navnet på en ny fysisk indgang til Ballerup Kommune, hvor borgere med psykiske og sociale udfordringer kan få hurtig hjælp.

- Det var rigtig spændende at besøge Ballerup og høre om arbejdet med at skabe bedre sammenhæng på tværs og om arbejdet hos Fronten, hvor man kan komme direkte ind fra gaden og få hurtig hjælp, hvis man har det svært, fortalte Sophie Løhde efter besøget.

 

120 borgere har allerede fået hjælp
FRONTEN har eksisteret siden 3. april 2018, og i løbet af de første knap tre måneder har 120 borgere fået et tilbud gennem FRONTEN.

-  Det har været alt fra hjælp til at søge ind på en uddannelse, klare en hverdag med social angst og komme ud af misbrug, men særligt boligrelaterede udfordringer har fyldt meget, forklarer Sune Blom, teamleder i FRONTEN.

- Tidligere har man skullet igennem en tidskrævende og omfattende visitationsprocedure, hvis man skulle have hjælp fra kommunen. Vi har nu vendt bøtten og bruger i langt højere grad tid og ressourcer på hurtigt at hjælpe borgerne med det, de selv synes, er deres udfordring, fortæller Sune Blom.

Centerleder Ann Dorte Ahrenskjær supplerer:

- Med FRONTEN kan vi handle hurtigt og hjælpe borgeren med de udfordringer, der fylder hos dem, inden de vokser sig store og får følgeskab af flere problemer.

Hun fortsætter:

- Tag fx huslejerestancer. En tidlig hjælp betyder, at borgeren kan blive i sin bolig. Vi undgår dermed en udsættelsessag, som er dyr for alle, der har en part i det. Og vigtigst af alt forebygger vi også en lang række potentielle sociale udfordringer, som ofte opstår i kølvandet på det at stå uden tag over hovedet.

Innovationsminister Sophie Løhde var på besøg i FRONTEN

 

En del af ministerens danmarksturné
Innovationsminister Sophie Løhdes besøg i Ballerup Kommune er en del af ministerens danmarksturné rundt til alle landets kommuner og regioner med det formål at hente inspiration fra virkeligheden og blive klogere på udfordringer og løsninger i forhold til fornyelse af den offentlige sektor.

 

Om FRONTEN
FRONTEN holder til i lokaler på Parkvej 10 i Ballerup.

Borgerne kan både komme ind direkte fra gaden og kontakte os telefonisk for at få rådgivning eller lavet en plan for et aktivitetsforløb. Vores telefonnr. er 4477 3443.

Åbningstiderne er:

  • Mandag og tirsdag: Kl. 10.00-15.00
  • Onsdag: Kl. 10.00-14.00
  • Torsdag: Kl. 10.00-17.00
  • Fredag: Kl. 10.00-13.00 

Når man kommer til Fronten, bliver man mødt af en af syv medarbejdere, der har en baggrund som socialrådgivere, socialpædagoger og mentorer. 

Hjælpen spænder bredt fra en enkelt vejledende samtale til et aktivitetsforløb på op til et halvt år, der kan blive sat i gang umiddelbart efter det første møde i FRONTEN.

Du kan læse mere om FRONTEN på ballerup.dk/fronten