It-Jobmatch giver pote

Der var livlig aktivitet til jobmessen IT-jobmatch
26. oktober 2017

28 sultne it-virksomheder og 141 håndplukkede ledige har netop været til en skræddersyet jobmesse takket være deres lokale jobcenter. Det uformelle stævnemøde giver pote.

Foto: IT-jobmatch giver ledige it-medarbejdere mulighed for at møde virksomheder, der søger it-medarbejdere, på en mere uformel måde. 

It-branchen har genvundet pusten oven på krisen, og virksomhederne er sultne efter kvalificeret arbejdskraft. 

Det mærkede ledige it-kandidater på egen krop, da de var med til et it-jobmatch arrangement i Kulturhuset på Islands Brygge. 

Virksomhedsservice i Jobcenter Ballerup var en af drivkræfterne bag det store arrangement, hvor ledige it-kandidater og virksomheder fra it-branchen kunne se hinanden an under mere uformelle rammer. 

Håndplukkede deltagere giver pote
Intet var overladt til tilfældighederne, da jobcentrene i Ballerup, Brøndby, Lyngby-Taarbæk, København, Gladsaxe og Frederiksberg slog dørene op for arrangementet. 

It-virksomheder med et akut eller snarligt rekrutteringsbehov var blevet interviewet om deres specifikke behov, og jobcentrene havde derefter screenet 900 CV’ere for at finde de bedst egnede it-kandidater til arrangementet. 

Det førte til, at 28 virksomheder og 141 kandidater modtog en personlig invitation til det uformelle stævnemøde.

”Med it-jobmatch slår vi to fluer med ét smæk. Virksomhederne får hjælp til rekruttering, og vores ledige får en mulighed for at sælge sig selv,” siger virksomhedskonsulent Jan Pilak fra Jobcenter Ballerup, der er en af medarrangørerne.

Værdifuldt arrangement
Jobcentrenes grundige forarbejde kom både virksomhederne og de ledige til gode. De 28 virksomheder havde en stand hver, hvor de præsenterede deres arbejdsplads, og kandidaterne sværmede om dem.

”Vi synes, det er et vellykket arrangement. Vi har mødt en masse dygtige kandidater, og har også valgt at gå videre med et par af kandidaterne,” siger it-rekruttringskonsulent ved Mansoft, Rasmus Marstrand Buch. 

Lina Alhajar er ledig og glad for, at Jobcenter Ballerup udvalgte hende som deltager. 
”Jeg synes, jeg er heldig at blive inviteret med til job-match. Jeg har talt med flere virksomheder og er også blevet indkaldt til en rigtig jobsamtale,” fortæller Lina Alhajar, der har en bachelorgrad i softwareudvikling og på jagt efter et it-job.

Dansk Erhverv roser kommunerne bag arrangementet, og håber de gode erfaringer smitter af på indsatsen indenfor andre brancher.