Jasmin fra 6.F blev mester i at læse højt

oplæsning
26. marts 2021

Glæden ved at læse og leve sig ind i en god historie var i centrum, da 6. klasserne i kommunen deltog i Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning.

Sidste år blev de årlige mesterskaber i oplæsning i Ballerup Kommune aflyst på grund af corona-nedlukningen. Den skulle ikke have lov at ødelægge læseglæden i år, så derfor valgte man at holde finalen online fredag den 26. marts, hvor 24 dygtige finalister dystede om pokalen. 

Det blev Jasmin T. Hansen fra 6.F på Skovlunde Skole, der blev årets mester. Hun læste højt af ’Drengen der kun ville sige F’ og ’Min bror er superhelt’.

Mesterskaberne er arrangeret i et samarbejde mellem skolerne, kommunen og Ballerup Bibliotekerne. 

Børn er gode til forskellige ting 

- Når vi sætter fokus på at læse og gør en fest ud af det for alle de deltagende børn, så er det også for at minde om, at man kan være god til mange ting som barn. Nogle er dygtige til en sportsgren, andre konkurrerer i e-sport eller skak og så er der børn, som nyder at læse – og som overvinder sig selv i at skulle stå på en scene og læse højt for andre. Og det er jo ikke kun de elever, der når til finalen, der har noget ud af at læse – det gavner alle og er med til at vise, hvor vigtigt det er at læse og forstå det, man læser. I Ballerup Kommune vil vi gerne give alle børn et godt fundament videre i deres uddannelsesliv, og her er læsning en vigtig grundsten, lyder det fra Stina Grøndal Jakobsen, der er konsulent for sprog og læsning i Ballerup Kommune. 

Digital finale 

Når juryen skal kåre vinderen, bliver der lagt mærke til, hvordan eleven læser højt, lever sig ind i historien og er god til at formidle den videre til de lyttende kammerater.

Juryen, der valgte Jasmin T. Hansen som vinder, lagde netop vægt på hendes indlevelse, humor og nærvær med publikum og evne til at fremhæve rimene i teksten.

jasmin hansen

Jasmin T. Hansen læste højt af bl.a. 'Min bror er superhelt.'

Læseforløbet har været i gang siden midt i februar, og alle 6. klasser i kommunens skoler har deltaget – i alt omkring 550 elever. Her har de arbejdet med oplæsning som en del af danskundervisningen, og der har været mange genrer i spil, så både eventyr, humor og gys har fået plads. Alt er selvfølgelig foregået online, ligesom også semifinalen den 19. marts og finalen fredag var digital. 

Vandrepokalen skal nu til Skovlunde Skole 

Jasmin T. Hansen får nu overdraget vandrepokalen, som er en forsølvet ordbog – den velkendte, røde udgave fra Gyldendal. Hun får sit navn og vinderår indgraveret i pokalen, som skal være på Skovlunde Skole indtil den vandrer videre til den elev, der vinder næste år. 

Også klassekammeraterne kan tage del i glæden – en del af præmien er nemlig en biograftur til hele klassen, når biograferne må åbne igen. 

Tillykke og tak til alle børn, der har læst en god historie højt for deres kammerater.