Julehygge med velfærdsmidler

Julehygge i Café Lundehaven
20. december 2017

Ballerup Hjemmeplejes julearrangement i Café Lundehaven torsdag er et af de værdifulde resultater af Velfærdspuljens midler, der skal styrke livskvaliteten hos de ældre.

Foto: Gerda Eriksen (t.v.) og Margot Lund (t.h.) falder hurtigt i snak, da der torsdag eftermiddag er julearrangement i Café Lundehaven for de ældre. Teamleder Lisbeth Gustafson Jallbjørn (i midten) er med til at sprede hyggen blandt gæsterne sammen med de andre medarbejdere i hjemmeplejen.  

”Skal du lige have en mere på tallerknen?” De store fade med lune æbleskiver går rundt mellem bordene torsdag eftermiddag i Café Lundehaven, hvor der er pyntet op med røde julestjerner, levende lys og velduftende gran. Fra midt i caféens store rum står en ældre violinspiller og stryger buen til tonerne af kendte julesalmer og gode gamle sange, og både personale og gæster synger af hjertets lyst, da melodien til ”Glade Jul” bliver spillet.

De mange rollatorer rundt omkring stolene afslører hurtigt, at bentøjet hos dagens gruppe af gæster ikke længere er, hvad det har været.  De ældre er ankommet til Lundehaven med minibusser og på turcykel, og de fleste har fået følgeskab af deres daglige hjemmehjælper.

Gode oplevelser med velfærdsmidler
Det er et af hjemmeplejens team, som står bag den hyggelige dag i Skovlunde, og teamleder Lisbeth Gustafson Jallbjørn er klar til at fejre julens komme med alle gæsterne:

- Det er velfærdsmidler som ledsagerordning og klippekortsordning, der gør det muligt for os at arrangere sådan en dag for de ældre, så de får lejlighed til at komme ud af huset og møde andre mennesker i nabolaget. Samtidig kan de møde alle os hjælpere i området og se de muligheder, som Plejecenter Lundehaven kan tilbyde dem, siger hjemmeplejeteamets leder Lisbeth Jallbjørn.

Regeringen afsatte i finansloven for 2017 et milliardbeløb til en ny velfærdspulje med midler til at styrke livskvaliteten for ældre med gode oplevelser og sociale aktiviteter efter eget valg. Blandt tiltagene er ledsager- og klippekortsordningerne, som tilbyder den ældre ekstra hjælp og støtte i dagligdagen ud over den pleje, som allerede gives.

I Ballerup Kommune har ordningerne bl.a. været brugt til alt fra shoppeture i Ballerup Centret og juleudflugt til Tivoli til sociale arrangementer som julehygge denne torsdag eftermiddag i Lundehaven.

Fælles om julestemningen

Gerda Eriksen på 93 år er blandt gæsterne i Café Lundehaven, og hun har som den eneste selv taget turen med S-toget, der kører lige til døren:

- Jeg har glædet mig til i dag, for det er rart at komme i julestemning sammen med andre, siger Gerda, som også har tilmeldt sig mandagens tur i Tivoli.     

- Det kniber gevaldigt med mit syn, så jeg er rigtig glad for den ekstra hjælp, jeg får i i hverdagen. Henriette, min faste hjemmehjælper, er med, når jeg vil på indkøb i supermarkedet, og vi har også været sammen på tur til Ballerup Centret.

Ved siden af Gerda sidder Margot Lind. De to ældre kvinder kender ikke hinanden i forvejen, men snakken mellem dem går lystigt ind imellem julesang og æbleskiver:

- For fire år siden faldt jeg og brækkede benet tre steder.  Jeg går derfor ikke så godt længere, og jeg er afhængig af min rollator. Men i dag er jeg blevet hentet og kørt herhen. Det var min hjemmehjælper Karla, der fortalte mig om julearrangementet og arrangerede transporten, og det er jo så hyggeligt at møde nye mennesker på denne måde”, siger Margot, der dog ellers får hyppigt besøg af sine tre sønner i hverdagen.

Hjemtur på cykel
Julehyggen er ved at nå til vejs ende, og flere af gæsterne kan snart se frem til en frisk hjemtur på en af de nye, sponserede turcykler, som betjenes af medarbejderne i hjemmeplejen.

Cykelturen er endnu et af de tilbud, som de ældre i Ballerup Kommune med klippekorts- eller ledsagerordning kan benytte sig af, når der er sociale arrangementer og hyggeture på tapetet:

- Ved at benytte de nye turcykler i dag i Lundehaven håber vi, at de ældre får øjnene op for de muligheder, som cyklen kan give dem, når der næste gang er gode oplevelser og aktiviteter i vente, slutter teamleder Lisbeth Jallbjørn. 

Violinspiller i Café Lundehaven Foto: De mange sange denne eftermiddag i Lundehaven bliver smukt akkompagneret af den erfarne violinspiller Jørgen Ole Reinemo, som selv modtager hjælp fra hjemmeplejen og har været med til at planlægge den hyggelige dag.  

 

På turcykel til julehygge

Foto: Ballerup Hjemmeplejes nyerhvervede turcykler skal være med til at give de ældre gode oplevelser i hverdagen og bliver også benyttet som transportmiddel til og fra julehyggen i Skovlunde.  

Se en video fra dagen her: