Klimavenligt BRT-koncept skal fremtidssikre et af Sjællands største erhvervsområder – og bane vej for førerløs drift

Bus Rapid Transit - Lautrupgård
19. februar 2020

Ballerup Kommune har sammen med Movia undersøgt mulighederne for at etablere en BRT-linje fra Malmparken st. til Klausdalsbrovej gennem et af Sjællands største erhvervsområder, Lautrupgård i Ballerup. BRT (Bus Rapid Transit), der kører på el i egne vejbaner, rummer store fordele viser undersøgelsen: Kortere rejsetid, ingen kø, og byfortætning omkring stationslignende stoppesteder vil give et langt mere attraktivt bymiljø med grønne arealer, cafeer og mødesteder til gavn for de titusinder af medarbejdere og studerende, som dagligt pendler til og fra arbejde og studie i området. BRT-linjen vil også kunne fremskynde implementeringen af førerløs teknologi på strækningen, viser undersøgelser.

Illustration: Udarbejdet af Movia

Erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup er et af Sjællands største erhvervsområder. Men ligesom mange andre steder i hovedstadsområdet er området udfordret af trængsel. Hvis man skal kunne passe et arbejde, skal man kunne komme hen til det – til tiden, men i dag spilder for mange pendlere i Lautrupgård i Ballerup tid på at holde i kø. Og det problem vil kun stige i takt med, at der bliver 120.000 flere borgere i hovedstadsområdet i 2030. Der er derfor behov for, at flere transporterer sig sammen.

Derfor har Ballerup Kommune sammen med Movia undersøgt, om transporten til Lautrupgård kan styrkes ved at anlægge BRT. Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen har ydet puljetilskud til undersøgelsen. BRT står for Bus Rapid Transit og kan bedst beskrives som en slags letbane på gummihjul, der transporterer op til 300 personer pr. enhed, kører i egne vejbaner, og har BRT-stationer som stoppesteder.

Undersøgelsen af en BRT-linje i Lautrupgård viser, at BRT linjen både kan sikre grundlaget for byudvikling, og bidrage aktivt til udvikling af Lautrupgård, så virksomhederne i området får bedre mulighed for at tiltrække dygtige medarbejdere, der forventer hurtig, pålidelig og klimavenlig transport til og fra arbejde. Førerløs drift er desuden oplagt på BRT-strækninger, da BRT kører adskilt fra den øvrige trafik i egne vejbaner. Strækningen fra Malmparken st. til Lautrupgård er også veloplagt, fordi den er forholdsvist kort – 2 km – og med kun ét vanskeligt kryds.

- BRT rummer spændende perspektiver som en del af det kollektive transporttilbud i Danmark. Der er tale om grøn kollektiv transport af høj kvalitet, som både kan understøtte en fremme af erhvervsudviklingen og etableringen af boligområder. Og jo bedre koblingen er til det resterende kollektive trafiknet, jo større vil fordelene være, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

- En fremtidssikring af Lautrupgård er centralt for Ballerup Kommune og hovedstadsregionen. Vi ser store perspektiver i at benytte BRT til udvikling og fremtidssikring af hele erhvervsområdet. Derudover er der et stort potentiale i sammen med grundejerne i Lautrupgård at udvikle området omkring BRT-stationerne, så der kommer liv, aktivitet samt mulighed for mødesteder tæt på stationerne, siger Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzen (S).

En central konklusion i undersøgelsen er også, at tilgængeligheden til det store erhvervsområde i Lautrupgård skal ses i et større perspektiv. Effekten af at anlægge BRT i Lautrupgård kan øges, hvis den ses som led i et større BRT-projekt, f.eks. på linje 400S, så de store fordele kan spredes i en større geografi fra både Høje Taastrup og Bagsværd.

- BRT-undersøgelsen i Lautrupgård har bekræftet, at det kan betale sig at investere i, at give den offentlige transport friere plads på vejene, så rejsetiden bliver kortere og vores service mere pålidelig. Egne vejbaner på korte strækninger som i Lautrupgård, intelligente trafiksignaler og stationslignende stoppesteder kan afhjælpe trængslen og samtidig løfte bylivet i området til gavn for de mange medarbejdere og studerende. Og perspektivet i forhold til det førerløse gør projektet til en meget interessant case, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Næste skridt

Resultaterne fra undersøgelsen skal nu modnes blandt grundejerne i Lautrupgård. Samtidig indgår undersøgelsen i Ballerup Kommunes arbejde med en helhedsplan for området i Lautrupgård, som gennemføres i løbet af 2020. Når der foreligger en samlet helhedsplan for området, vil der forventeligt blive taget en samlet politisk beslutning om, hvordan Lautrupgård fremtidssikres, herunder eventuelt anlæg af BRT. Undersøgelsen viser, at det vil koste ca. 195 mio. kr. at anlægge en BRT-linje i Lautrupgård. Det indbefatter BRT-vejbaner, anlæg af BRT-stationer og ombygning af vejnet, men også anlæg af en ny vejforbindelse til det nordøstlige Lautrupgård, stisystemer til forbedring af den interne tilgængelighed for fodgængere og cyklister samt ombygning af en række byrum. I fald projektet senere realiseres - vil det være det første forsøg med et førerløst BRT-buskoncept i Danmark og også et af de første forsøg i Europa.

Læs mere om BRT-konceptet på Movias hjemmeside.