Køkken Ballerup fejrer Norden

Nordisk maduge - svenske kødboller
11. juni 2019

Beboerne på plejecentrene i Ballerup Kommune får i denne uge serveret nordisk mad.

Svenske kødboller, islandsk lammegryde, grønlandsk hellefisk, norsk okseragout og danske frikadeller.

I uge 24 kommer Køkken Ballerup hele Norden rundt, når 100-års-jubilæet for Foreningen Norden bliver markeret. Foreningen Norden arbejder for øget samarbejde mellem de nordiske lande.

Køkken Ballerup deltager i fejringen og serverer retter og specialiteter fra de forskellige lande på kommunens plejecentre og i Køkken Ballerups fem caféer.

De nordiske hovedretter bliver suppleret af desserter, lune retter og snacks fra Sverige, Norge, Grønland, Island og Danmark.