Lokal ildsjæl får flot anerkendelse

Benny Andersen og Maria
22. marts 2017

Maria Schrøder fra teaterforeningen KLIMA fik onsdag en andenplads i årets Benny Andersen Pris. Foruden hæder og kindkys fra Benny Andersen fik Maria også en check på 3.000 kr.

Foto: En glad Benny Andersen og en glad Maria Schrøder ved overrækkelsen

Det var en glad og stolt Maria Schrøder fra teaterforeningen KLIMA, der onsdag kunne modtage både kindkys og klapsalver, da hun fik andenpladsen i årets Benny Andersen Pris.

Benny Andersen Prisen bliver hvert år givet til personer for en ekstraordinær og succesfuld indsats for at forbedre vilkårene for socialt udsatte børn. Prisen er stiftet af Børnekonferencen i samarbejde med digteren og komponisten Benny Andersen.

Blandt de indstillede til prisen har et særligt sammensat dommerpanel udvalgt tre nominerede. I år bestod dommerpanelet, ud over Benny Andersen selv, blandt andet af de to tidligere ministre Marianne Jelved og Mimi Jakobsen.

Benny Andersen selv haft det sidste ord og afgjort, hvem der skulle vinde Benny Andersen Prisen og de 10.000 kr. der følger med. Der er 3.000 kr. til andenpladsen og 1.000 kr. til tredjepladsen.

Maria som drivkraft
Prisen blev i år uddelt i Horsens, og Maria Schrøder var indstillet til prisen, fordi hun er initiativtager til et stort fælles og tværfagligt projekt under titlen ”Skammerfestival”, som indtager Ballerup Kommune med en række indsatser for skolebørn fra juni til oktober i år.

Festivalen er skabt på baggrund af, at teatergruppen KLIMA til efteråret opfører musicalen ”Skammerens Datter” af Høg Aagaard Svanekier efter Lene Kaaberbøls bestseller af samme navn.

Med Maria Schrøder som drivkraft, har KLIMA indgået et helt unikt samarbejde med Ballerup Bibliotekerne, Skoletjenesten, Skolernes pædagogiske læringscentre og konsulenter i Center for Skoler, Institutioner og Kultur omkring festivalen.

Festivalen dækker over mangeartede indsatser og tilbud til skolebørn i forbindelse med teateropsætningen. Først og fremmest sikrer festivalen, at alle kommunens børn fra 4. – 6. klasse uanset baggrund får et møde med en levende teaterforestilling.