Måløv får nyt kulturtorv

Parkeringspladsen foran Kulturhus Måløv bliver nyt kulturtorv
6. december 2017

På lørdag bliver parkeringspladsen foran Kulturhus Måløv centrum for en julehyggedag. Festen markerer samtidig den første test af pladsen som fremtidigt kulturtorv.

Der er åbnet for et festligt arrangement på lørdag den 9. december fra klokken 10 til 14, når pladsen foran Kulturhus Måløv får nyt liv og indtages af både hestevogn, børneteater, korsang og julesalg fra forskellige boder.

Arrangementet markerer samtidig en første testkørsel af området fra parkeringsplads til nyt samlingssted for kulturelle aktiviteter ved navn Kulturtorvet.     

 

Plads til kulturelle arrangementer

Idéen om at omdanne parkeringspladsen foran Kulturhus Måløv til et kulturtorv er opstået i forbindelse med arbejdet med udviklingsplanen for Måløv bymidte, og Ballerup Kommune realiserer projektet som et af de første, der skal sætte gang i en positiv udvikling af Måløv Bymidte.

Planen er, at det skal være lettere at omdanne parkeringspladsen til et centrum for lejlighedsvise kulturelle arrangementer, der har betydning for bylivet. Pladsen har tidligere været anvendt til kulturelle arrangementer, men det er efterhånden ti år siden, pladsen sidst blev taget i brug.

 

Julehygge med input og dialog om Kulturtorvet

Under julearrangementet foran Kulturhus Måløv vil der være mulighed for at få en snak med medarbejdere fra kommunen om behov og ønsker for Kulturtorvet. De mange input vil blive brugt i den videre planlægning af pladsens udformning.

Borgmester Jesper Würtzen deltager selv i julearrangementet og vil ligesom sidste år køre rundt i byen i hestevogn. Endestationen for hestevognskørslen er Kulturtorvet, hvor der er korsang, børneteater og boder på programmet.

Det er Måløv Bylaug, Kulturhus Måløv og lokale ildsjæle i Måløv, som i samarbejde med Ballerup Kommune står for planlægning og afvikling af julearrangementet.

Læs mere om lørdagens dejlige julehyggedag i Måløv på bibliotekernes hjemmeside, hvor du også kan bestille billetter til børneteaterforestillingen: https://bib.ballerup.dk

 

Rammer for fællesskabet

Borgmesteren ser frem til den fremtidige brug af pladsen foran Kulturhus Måløv som et samlingssted:

”Vi vil gerne skabe endnu bedre rammer for fællesskabet i Måløv. Måløv er i forvejen kendt for at have en stærk lokal identitet og gode aktiviteter. Ikke mindst er Måløv kendt for det årlige Halloween-arrangement, der tiltrækker folk fra nær og fjern. Med Kulturtorvet forstærker vi det gamle stationsbysmiljø og skaber god ramme om mange andre og mindre aktiviteter midt i Måløv”, siger Jesper Würtzen.

Kulturtorvet forventes færdigbygget i efteråret 2018.