Noah er mesterlæser

Noah vinder Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning 2019
15. april 2019

18 elever fra 6. årgang kæmpede før påske om at blive Ballerupmester i oplæsning. Efter en intensiv dyst var det Skovvejens Skole, der for andet år i træk løb med pokalen.

Godt 300 elever fra 6. årgang var fredag før påske samlet på Tapeten til den årlige dyst i oplæsning. 18 dygtige oplæsere fra de fem distriktsskoler var sluppet igennem nåleøjet og havde kvalificeret sig til finalen i Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning.

Finalen bestod af to oplæsninger. Først en oplæsning af en kendt tekst, som eleverne havde øvet sig i hjemmefra. Dernæst ventede en ukendt tekst, som finalisterne kun fik 15 minutter til at forberede sig i.

Hver finalist havde heldigvis allieret sig med en rådgivergruppe fra klassen, som de kunne øve teksten sammen med og få gode tips og tricks fra.

Nervøsitet backstage
Da anden og afgørende oplæsningsrunde blev sat i gang, var der både flossede negle og nerver at spotte blandt finalisterne. De sad alle i et særligt afskærmet backstageområde og trippede med de nye tekster i hånden, så de var klar til at løbe op på scenen, når deres navn blev råbt op.

Teksterne, de skulle læse op fra, var hentet fra et bredt udpluk af gode børnebøger fra bibliotekshylderne. Lige fra fantasy og science fiktion til humor og kærlighed, så de mange kammerater i salen ville bestemt ikke komme til at kede sig.

Selv om finalisterne var nervøse, tog de alle sammen oplæsningen i rampelyset på scenen i stiv arm. Dommerne kom derfor på en hård opgave, da de skulle udvælge den endelige vinder.

Overvandt Ildprøven
Tapeten sitrede, da borgmester Jesper Würtzen indtog scenen. Nu var det tid til at afsløre vinderen og sætte punktum for et intensivt læringsforløb i dansk gennem otte uger.

”Vinderen læser op med en fin indlevelse, og forstår den hårfine balance mellem dramatisering og oplæsning,” sagde borgmesteren, inden jublen brød løs, da det stod klart, at Noah fra Skovvejens Skole løb med sejren.

”Jeg havde slet ikke regnet med at vinde. Jeg synes, alle de andre var megagode,” sagde Noah efter prisoverrækkelsen.

I sidste og afgørende runde i finalen læste Noah et uddrag af den sjove bog ”Wimpy Kid – ikke en dagbog” af Jeff Kinney. I første runde havde han selv valgt et uddrag af en af sine egne favoritbøger, ”Ildprøven” af Lene Kaaberbøl. Den er nemlig både god og spændende, synes Noah.

Fakta

  • Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning er en konkurrence, som sætter fokus på læseforståelse, tekstindlevelse og flydende læsning.
  • Alle 6.klasser i Ballerup Kommune er med i forløbet, der strækker sig fra vinterferien frem til finaledagen lige før påske.
  • Konkurrencen er arrangeret i samarbejde mellem Ballerup Bibliotekerne, de pædagogiske læringscentre og Center for Skoler, Institutioner og Kultur.
  • I år er det fjerde gang mesterskaberne bliver afholdt.

 

 

 

Forberedelse til oplæsning

Alle finalisterne havde en rådgivergruppe fra klassen. Gruppen hjalp dem med at forberede oplæsningen af den ukendte tekst i anden runde af finalen.  

Oplæsning foran 300 børn

Når finalisterne indtog scenen, skete der noget utroligt. 300 børn på 12 år blev nemlig helt stille.

Vinder af BM i Oplæsning 2019

Noah fra 6. J på Skovvejens Skole Øst blev årets vinder af Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning. Borgmester Jesper Würtzen overrakte pokalen til den stolte vinder og ønskede tillykke til hele 6. J med den flotte præmie: En biograftur for hele klassen.