Nu ’dunker’ Skovlunde igen

Der var opvisningskamp til åbningsfesten af de nye street basketbaner
19. maj 2018

Borgermillionen har skaffet Skovlunde en flot streetbasket bane. Banen blev indviet med en opvisningskamp mellem borgmester Jesper Würtzen og de lokale basketstjerner, WOLFPACK.

Da borgermillionen 2017 skulle fordeles, var det borgerforslaget ”Fællesskaber med bold og leg”, der driblede afsted med den kvarte million i Skovlunde.

Nu er projektet realiseret og Skovlunde-borgerne har fået en ny streetbasket bane med flotte tribuner til tilskuerne. Der er også blevet plads til en hængekøjegynge og hyggelige træbænke i de grønne arealer rundt om banen. 

Britt Francke og Rikke Wender er blandt initiativtagerne til den nye bane, og de er godt tilfredse med resultatet.

”Banen har fået en ordentlig make-over og er blevet rigtig indbydende. Vi kan også mærke i lokalområdet, at der er meget mere liv på banen nu,” siger Britt Francke. 

Svedig opvisningskamp
Den nye bane blev indviet på festlig vis med en opvisningskamp mellem det lokale baskethold, Wolfpack og borgmester Jesper Würtzen.

Der var fyldt op på de nye tribuner og den tempofyldte kamp viste, hvorfor basket er en af de mest publikumvenlige sportsgrene i verden.

Efter en intens dyst kunne spillerne nyde en velfortjent grillpølse i solen, som de lokale ildsjæle bag borgerforslaget havde sørget for.

De nye fællesarealer ligger lige op ad BFO Rosenknoppen ved Skovlunde Skole Syd.

Nye fællesarealer i Skovlunde1

Nye fællesarealer i Skovlunde2

Nye fællesarealer i Skovlunde3