Nu har Rosenhaven også en skønhedssalon

Skønhedssalon på plejecenter Rosenhaven
9. maj 2017

Nu er der åbnet en skønhedssalon på Plejecenter Rosenhaven. Der er både make-up, manicure og massage på programmet for de ældre og tilbuddet tages imod med kyshånd.

Foto: Jytte Pedersen og de 71 andre beboere nyder, at der er åbnet en skønhedssalon på Plejecenter Rosenhaven.

Skønhed kender ingen alder, og sådan er det også på Plejecenter Rosenhaven i Skovlunde. Her er nemlig åbnet en skønhedssalon, hvor de 72 beboere kan få ordnet både hår og negle og nyde en massage.

Det blev fejret med rød løber og champagne i glasset, hvor 1. viceborgmester og Formand for Social- og Sundhedsudvalget Lolan Ottesen kiggede forbi og klippede den røde snor over.

25 beboere deltog i åbningsreceptionen, og de glæder sig til at tage skønhedssalonen i brug.

”Jeg tænker tit, når jeg ser nogle af de andre med hår, der er rodet: hvor er din kam? Nu kan vi få hjælp til at ordne håret, og det hjælper altså på det daglige humør”, siger næsten 90-årige Lissi Olsen, der bor på Plejecenter Rosenhaven.

Skønhed er lig værdighed
Lissi Olsen har sammen med Lisa Løvendahl været prøveklude i salonen, forud for åbningen, og de nyder det nye tilbud i fulde drag.

”Det betyder meget at være velplejet”, siger Lisa Løvendahl, der sidder i sit fine tøj med flot sat hår og lidt farve på læber og øjne. ”Jeg har været vant til det”, fortsætter hun.

”Ja, man går glad herfra, og føler, at der er nogen, der er her for os,” siger Lissi Olsen.

Skønhedssalon har åbent hver dag, og alle beboere i Rosenhaven kan bruge salonen. Der tilbydes manicure, neglelakering, hovedbund-, nakke- og håndmassage med mere. 

Skønhedssalonen er etableret af socialpædagog Marianne Stilbjerg i samarbejde med plejecenteret personale og frivillige.  Der etableres skønhedsklinikker på alle syv plejecentre i Ballerup kommune, og Lindehaven står for tur næste gang.

Salonerne er finansieret af statens Værdighedspulje.